Fortsæt til indhold
Sport

Formel 1-løb i Mellemøsten afvikles trods spændinger

Der har været tvivl forud for årets sidste Formel 1-løb, men nu er det besluttet, at de afvikles som planlagt.

/ritzau/

Formel 1-sæsonens sidste løb i Qatar og Abu Dhabi afholdes som planlagt på trods af uro i Mellemøsten, skriver nyhedsbureauet AFP.

Løbene vil blive kørt henholdsvis 29. november i Qatar og 6. december i Abu Dhabi.

Tidligere i år blev grandprixerne i Saudi-Arabien og Bahrain aflyst på grund af spændingerne i Mellemøsten, hvilket havde sået tvivl om de kommende løb.

- Vi er fuldt forberedte og fast besluttede på at levere to fremragende grandprix-weekender og en spektakulær afslutning på FIA’s Formel 1-verdensmesterskab, skriver Mohammed Ben Sulayem, præsident for Det Internationale Motorsportsforbund (FIA), i et opslag på Instagram.

Det er dog ikke alle, der udviser glæde over beslutningen om at køre i Mellemøsten.

Én af modstanderne er den firedobbelte verdensmester Max Verstappen, skriver AFP.

Ifølge det amerikanske sportsmedie ESPN har den tidligere verdensmester udtalt, at hvis han stod for beslutningen, så ville sæsonen ikke blive færdigkørt i Qatar og Abu Dhabi.

- Jeg er normalt glad for at komme til Qatar og Abu Dhabi, men når der er krig i nærheden, og nogle af landene er i konflikt med hinanden, mener jeg ikke, at vi bør tage afsted, sagde Verstappen til Viaplay ifølge ESPN.

Formel 1-titlen er allerede afgjort inden løbets sidste dage. Kimi Antonelli blev den yngste Formel 1-verdensmester nogensinde, da han fik en tredjeplads i Mexico City.

Artiklens emner