Fortsæt til indhold
Sport

Teenager bliver yngste PGA-vinder siden 1931

Amerikaneren Blades Brown er den fjerdeyngste vinder på PGA Tour nogensinde.

/ritzau/

Amerikanske Blades Brown blev søndag den yngste vinder på PGA Tour siden 1931, da han vandt World Wide Technology Championship i Mexico.

Den 19-årige golfspiller, der kommer fra delstaten Tennessee, valgte at springe college over for at blive professionel direkte efter high school.

Brown indledte finaledagen i Mexico på en delt niendeplads, men endte med at gå dagens bedste runde med ti birdies i Cabo San Lucas i den mexicanske delstat Baja California Sur.

Kun trukket ned af en enkelt bogey gav det en finalerunde i ni slag under par, og det var nok til at sikre ham et omspil mod landsmanden Ben James, som førte turneringen før finalerunden.

Blades Brown sikrede sig sejren på andet omspilshul.

- Jeg slog ham denne gang, men jeg er sikker på, at vi kommer til at kæmpe i flere år fremover, siger Blades Brown efter søndagens turneringssejr ifølge AFP.

Udover titlen får teenageren også en præmiesum på 1,08 millioner dollar. Det svarer til over syv millioner kroner.

Den unge amerikaner er den fjerdeyngste vinder på PGA Tour nogensinde.

Med sine 19 år og fem måneder overgår han blandt andre Jordan Spieth, der siden 2013 har været den yngste vinder i moderne tid med sine dengang 19 år og 11 måneder.

Den yngste vinder på PGA Tour er amerikaneren Charles Kocsis, der som amatør vandt Michigan Open i 1931 i en alder af 18 år og seks måneder.

Artiklens emner
Golf