Fortsæt til indhold
Sport

Rusland får Norges plads ved junior-VM i ishockey

Rusland står til at få Norges plads ved junior-VM i Canada, der dog har afvist, at russerne kan deltage.

/ritzau/

Ruslands tilbagekomst til international ishockey skubber i første omgang Norge ud af det forestående junior-VM i Canada.

Det fremgår af en skrivelse fra Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), som er sendt ud til de berørte nationer, bekræfter det norske ishockeyforbund over for Dagbladet søndag.

Norge var egentlig oprykker fra det næsthøjeste niveau og dermed den tiende og lavest rangerede deltager ved junior-VM, der sættes i gang i slutningen af december.

Men Rusland er stik mod IIHF’s ønske på vej ind i varmen igen, efter at Den Internationale Sportsdomstol, CAS, har givet russerne medhold i en appel af landets udelukkelse fra international ishockey.

- Det er status lige nu. Det skyldes, at Det Internationale Ishockeyforbund følger CAS’ afgørelse om at genoptage Rusland. Sådan som jeg opfatter det, har de ikke rigtig noget andet valg end at følge CAS.

- Den proces er gået i gang. Det er endnu ikke afklaret, hvor vi skal spille. Mange lande har sagt, at de ikke vil spille mod Rusland, siger Petter Salsten, generalsekretær og sportschef i det norske forbund, til Dagbladet.

Norge stod til at møde Schweiz i sin åbningskamp ved junior-VM. Schweizerne kan nu i stedet se frem til at skulle møde Rusland, men allerede lørdag meddelte det schweiziske ishockeyforbund på sin hjemmeside, at det ikke kommer til at ske.

Danmark, Sverige, Norge, Finland, Letland og Tjekkiet har ligeledes tidligere meddelt, at de ikke vil spille mod Rusland ved internationale mesterskaber.

Letland og Tjekkiet er begge i den gruppe, som Rusland står til at deltage i ved junior-VM sammen med også værtsnationen Canada.

Canadas premierminister, Mark Carney, slog forleden fast, at Rusland ikke kan deltage.

- Så længe Rusland og Belarus støtter denne ulovlige, uberettigede og forfærdelige krig i Ukraine, vil ingen af deres atleter konkurrere for deres lande i Canada, siger Mark Carney ifølge Reuters på en pressekonference tirsdag.

Hvis IIHF følger samme procedure til det kommende VM for seniorer i Tyskland til maj, står Rusland ved den lejlighed til at skubbe Ukraine ud af mesterskabet.

Norges juniorhold står efter degraderingen i stedet til at deltage ved VM på næsthøjeste niveau. Det mesterskab afvikles allerede fra 6. december.