Dansk VM-guld og OL-plads efter tæt finale
Jesper Hansen sikrede sig VM-guld i skeetskydning og dermed en dansk OL-plads til legene i 2028.
Den danske skeetskytte Jesper Hansen sikrede fredag VM-guld i skydning, da han var skarpeste mand i en tæt finale ved mesterskaberne i Doha i Qatar.
Det endte med en regulær neglebider mellem den 45-årige skytte fra Svebølle og egyptiske Azmy Mehelba.
Begge skytter ramte 34 af 36 duer i finalen, og der skulle derfor omskydning til for at finde en vinder.
Her skød Jesper Hansen først, og hver gang formåede han med to fuldtræffere at lægge pres på egypteren.
Mehelba var den første til at ryste på hånden og misse en due i 16. forsøg.
»Følelsen er rigtig god. Jeg er tilbage. Det er lang tid siden, og alt er gået godt i de seneste tre måneder, så jeg følte, at noget var undervejs,« siger Jesper Hansen i det officielle vinderinterview.
Ud over VM-guld sikrede Jesper Hansen samtidig en dansk OL-billet til legene i Los Angeles i 2028. Top-3 ved VM gav en OL-plads.
Der er tale om en nationsplads, og først tættere på OL afgøres det, hvilken dansk skytte, der får billetten.
»Det er rigtig rart at have sikret en nationsplads så tidligt – ved første mulighed. Der er lang tid til OL, men allerede nu at have en plads er fedt,« lyder det fra Jesper Hansen.
Endte i omskydning
Danskeren vandt sølv ved OL i 2021 i Tokyo, mens han i 2013 vandt VM-guld. Derudover blev han europamester i 2018.
Fredagens finaleplads var kommet i hus, efter at han fredag formiddag dansk tid plaffede de sidste 25 lerduer i Doha og samlet ramte 123 af 125 lerduer i kvalifikationen.
I kvalifikationen var Azmy Mehelba aldeles suveræn og ramte alle 125 lerduer.
I finalen havde egyptiske Mehelba dog ikke samme skarphed. Han missede hurtigt to duer, mens Jesper Hansen var fejlfri på sine første 23 træffere.
Det lugtede af dansk guld, men da Jesper Hansen missede to forsøg, var spændingen intakt.
Dermed endte det i en omskydning, hvor skytten fra Svebølle genfandt skarpheden.
Ud over Jesper Hansen var danske Emil Kjeldgaard Petersen også med i kvalifikationen, men fire missere kostede avancement.
Jesper Hansens guld var ikke den eneste danske medalje ved VM i skydning. Tidligere fredag vandt det kvindelige hold i 50 meter riffel bronze.