Fortsæt til indhold
Sport

Holdkammerater bar kisten ved begravelse for spansk fodboldspiller

Hundredvis var mødt op torsdag for at tage afsked med den spanske fodboldspiller Jesus de Miguel.

/ritzau/

Fodboldspilleren Jesus de Miguel blev torsdag begravet i sine forældres hjemby, Navahermosa, der ligger 125 kilometer fra Spaniens hovedstad, Madrid.

Gaderne i den lille spanske by var fyldt med mennesker, der var mødt op for at tage afsked med spanieren, der tørnede ud for Tenerife.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt BBC og The Guardian.

Den spanske fodboldspiller døde tirsdag, efter at han mandag kolliderede med en modspiller under en kamp i den næstbedste spanske fodboldrække.

Flere hundrede mennesker fulgte begravelsesoptoget, hvor holdkammerater fra Tenerife bar Jesus de Miguels kiste frem til den kirke, hvor begravelsesceremonien fandt sted.

Den spanske landstræner Luis de la Fuente var blandt de fremmødte til begravelsen sammen med flere af Spaniens prominente fodboldaktører.

Blandt andre var Real Madrids præsident, Florentino Perez, og Atlético Madrids administrerende direktør, Miguel Angel Gil Marin, til stede, skriver BBC.

På Tenerife blev fodboldspilleren også mindet torsdag, hvor fans havde lagt blomster og tændt lys uden for klubbens hjemmebane.

Jesus de Miguel, der blev 30 år, er ligeledes blevet hyldet med et minuts stilhed ved kampe i europæiske turneringer i denne uge.

Samtidig har den spanske spillerforening (AFE) bedt om, at alle weekendens kampe bliver udsat.

Jesus de Miguels agent har torsdag udsendt en erklæring på vegne af fodboldspillerens familie, hvor de takker for den støtte, de har fået.

- Tak, fordi I elskede ham, fordi I mindes ham, og fordi I er der for os, står der ifølge BBC.

Efter fodboldspillerens dødsfald er mindeordene strømmet ind fra flere store fodboldpersonligheder.

Det gælder blandt andre Real Madrids Kylian Mbappé, Lionel Messi og den tidligere spanske landsholdsspiller Gerard Piqué.