Schalke 04 er tilbage i Bundesligaen efter tre års fravær
Med en sejr over Fortuna Düsseldorf i tredjesidste spillerunde er Schalke 04 sikker på oprykning.
Schalke 04 vender tilbage til øverste niveau i tysk fodbold efter tre sæsoner i den næstbedste række.
Det står klart, efter at Schalke lørdag vandt med 1-0 på hjemmebane over Fortuna Düsseldorf.
Holdets topscorer, Kenan Karaman, sørgede for sejrsmålet for topholdet, der med sejren ikke længere kan undgå at slutte på en af de to oprykningspladser med to kampe tilbage af sæsonen.
Karaman, der bragte værterne i front med 1-0 efter et kvarter, udtrykker efter slutfløjt lettelse over oprykningen, efter at storklubben er sluttet som nummer 10 og 14 i de to foregående sæsoner.
Det sker i et interview med tv-stationen Nitro, skriver nyhedsbureauet dpa.
»Jeg har svært ved at finde de rette ord lige nu.«
»Vi har ventet et stykke tid på det her øjeblik. Det har været to svære år,« siger Kenan Karaman til Nitro.
Schalke 04 har tidligere været en mastodont i tysk fodbold med syv mesterskaber. Det seneste mesterskab kom i 1958.
Derudover er klubben syv gange endt på andenpladsen - senest i 2018.
Den 40-årige bosniske angriber Edin Dzeko med en fortid i topklubber som engelske Manchester City og italienske Inter har siden januar været en del af truppen i Schalke.
Siden ankomsten har angriberen i otte kampe bidraget med seks mål og tre oplæg.
Om Dzeko fortsat er i Schalke, når klubben efter sommerpausen atter er i Bundesligaen, er dog uvist.
»Vi må se. Jeg er meget glad for, at jeg besluttede at komme hertil i januar,« siger bosnieren til tv-stationen Sky.
Schalke har på ligaens førsteplads 67 point, hvilket er ti mere end Hannover 96, der har 57 point på tredjepladsen. Hannover mangler at spille tre kampe.
Hvis rækkens nummer to fra Paderborn søndag skulle tabe en kamp på udebane mod Elversberg, så er Schalke sikker på at slutte sæsonen på førstepladsen.