Fortsæt til indhold
Sport

Badmintonkvinder slår ukrainere og er tæt på VM-kvartfinale

Danmark har vundet holdkampen mod Ukraine i Uber Cup, men skal bruge kinesisk hjælp for at gå videre.

/ritzau/

Danmarks badmintonkvinder har gjort deres for at gå videre til kvartfinalerne i Uber Cup - hold-VM for kvinder - der afholdes i Horsens.

Mandag aften har danskerne bragt sig foran med 3-1 i kampe mod Ukraine i den sidste puljekamp.

Dermed har danskerne vundet holdkampen, da der kun mangler at blive spillet en doublekamp.

Men skal Danmark gå videre til kvartfinalerne, kræver det, at Kina slår Indien i Danmarks pulje. Kina er favorit og har kurs mod sejren med en 1-0-føring.

Tidligere har Danmark vundet 3-2 over Indien, mens danskerne i den grad kom til kort mod kineserne, der lørdag vandt 5-0.

Danmark fik den forventede start mod Ukraine, da Line Christophersen sikkert vandt første sæt mod Polina Buhrova, der er 20 pladser dårligere placeret på verdensranglisten end danskeren.

Christophersen havnede imidlertid i store problemer efterfølgende og tabte højst overraskende i tre sæt med cifrene 21-12, 19-21, 15-21.

Line Kjærsfeldt var meget mere sikker i sit spil og svarede hurtigt tilbage med en sejr over Sofiia Lavrova, verdens nummer 194.

Holdkampen var vendt på hovedet, da Amalie Schulz senere udraderede Mariia Stoliarenko, verdens nummer 313. Schulz vandt med cifrene 21-12, 21-4.

Danmarks sejr kom i hus, da doublen med Alexandra Bøje og Simona Pilgaard stensikkert besejrede Raiia Almalalha og Anastasiia Alymova i to sæt.