Fortsæt til indhold
Sport

Dideriksen bliver femmer i jagt på tredje medalje

Amalie Dideriksen var tæt på sølv i sidste spurt, men blev nummer fem i pointløbet ved VM i banecykling.

/ritzau/

Den danske cykelrytter Amalie Dideriksen var tæt på en medalje, men måtte nøjes med en femteplads i pointløbet på sidstedagen af VM i banecykling i Chile.

I den allersidste spurt kørte hun med om sejren, men hun blev toer, og det rakte kun til en samlet femteplads.

Havde Dideriksen vundet den sidste spurt, som tæller dobbelt, var det blevet til en sølvmedalje.

Nu sluttede hun på 52 point, hvilket var 4 point fra bronze og 11 point fra førstepladsen.

Dideriksen kan dog rejse hjem fra Chile med to medaljer, efter at hun hentede sølv i kvindernes scratch og senere fik bronze i omnium.

I søndagens pointløb hentede Dideriksen et point i første spurt, men var forholdsvis passiv i fortsættelsen.

En tredjedel inde i løbet begyndte hun at røre på sig, og hun viste stort initiativ i jagten på en medalje.

Dideriksen vandt femte spurt og kørte sig på fjerdepladsen og efter at have taget to omgange undervejs, var hun altså i spil til metal til det sidste.

Guldet gik i stedet til Yareli Acevedo Mendoza fra Mexico foran briten Anna Morris, mens Bryony Botha fra New Zealand blev treer.

I det efterfølgende udskilningsløb røg Tobias Aagaard Hansen skuffende ud som nummer seks og sluttede dermed som nummer 19.

Danmarks sidste chance for en medalje er i parløbet søndag aften, hvor Niklas Larsen og Lasse Norman deltager.

Danmark er i alt på fire medaljer ved VM.