Rørt far til dansk tennissensation: »Jeg er ikke stolt – jeg er bare glad«

Når August Holmgren torsdag skal møde den 21.-seedede tjekke, Tomas Machac, i anden runde af Wimbledon, vil hans far, psykologen Allan Holmgren, igen være på tilskuerpladserne – under en stråhat med skygge.

Dér sad han både, da sønnen højst overraskende grand slam-debuterede med en sejr i tre sæt over franskmanden Quentin Halys, der er nummer 46 på verdensranglisten, og ved de tre kvalifikationskampe, som gav adgang til Wimbledon.

»Jeg er fuld af beundring for hans stålsathed, nøgternhed og evne til at koncentrere sig. Og jeg er taknemmelig for at bevidne det og være med på sidelinjen i overført og absolut forstand,« siger Allan Holmgren.

For August Holmgren har optakten til Wimbledon ikke været lovende. Faktisk slet ikke.

I fem af seks Challenger-turneringer, som er på et betydeligt lavere niveau end Wimbledon, er han røget ud i første runde. I 2024 vandt han ellers flere Challenger-turneringer.

Fuld opbakning

Engang var serven August Holmgrens akilleshæl. Sådan er det ikke mere. Og slet ikke på græs, hvor serven spiller en stor rolle, og hvor Quentin Halys nærmest var målløs over danskerens knaldhårde serv.

»Jeg så, at jeg havde en serv på 140 miles i timen (225 kilometer i timen, red.),« lød det efter kampen med et grin fra August Holmgren.

Ifølge Holmgren senior er eventyret ved Wimbledon kulminationen på mange års hårdt slid for August Holmgren, der først slog igennem som 16-årig, da han vandt junior DM. I 2020 slog han Holger Rune i seniorernes DM-finale.

Allan Holmgren er selv en habil tennisspiller på serie 5-niveau og spillede i sin tid tennis med sin søn. Men siden August var 12 år, har faren ikke slået ham.

Og han har heller ikke pacet ham frem. På ingen måde.

»Familiens grundsætning er fuld opbakning. Så længe han selv vil. Jeg har nok nærmere trukket lidt den anden vej og sagt, at nu skal du ikke træne mere. Nu skal du hjem og spise. Men hvis han tabte en kamp, ville han altid ned og slå en times tid på slåmuren. Han har været meget dedikeret fra første færd. Og motivationen er altid kommet fra ham selv.«

Ikke stolt – kun glad

For Allan Holmgren er det centralt, at man bakker sine børn op, men uden at presse dem frem.

»Det kan gå grueligt galt, hvis man pacer. Det skal fandme ikke være for vores skyld, at han spiller tennis. Jeg er heller ikke stolt af ham. Man er stolt af det, som man selv gør. Et barn, der lærer at cykle, kan være stolt, men jeg bryder mig ikke om, at forældre er stolte af deres børn. Jeg er taknemmelig og glad på hans vegne, men når andre siger ”Hvor må I være stolte”, så siger jeg ”nej, fandme nej”. Det er hans ære det hele – og hans team. Jeg bærer bare hans taske og støtter ham.«

Hvilken rolle har hans trænere spillet?

»Jonas Svendsen, der har været hans træner, siden August var 10 år, har spillet en kæmperolle, og de har et glimrende samarbejde med Frederik Løchte Nielsen. August og Frederik deler værelse i London under Wimbledon og har det så sjovt sammen. De hygger sig.«

Hvordan har du støttet August?

»Hvis han har haft lyst til at spille en turnering i Randers, ja så er vi kørt til Randers. Og jeg har bare været glad for at være med. Da han gerne ville på college i USA, rejste jeg med, så meget jeg kunne. Ellers var han sammen med andre spillere. Vi har det princip, at han ikke skal rejse alene. Man må ikke blive ensom. Det har Zverev fortalt om. Og Agassi har beskrevet, hvor forfærdeligt det var at blive pacet frem af sin far. Jeg har godt nok engang lavet en slåmur i vores have, men det larmede for meget, så den pillede jeg ned igen.«

»Taber han, er det lige meget«

Ifølge Allan Holmgren var det hårdt for sønnen at slå igennem som juniorspiller.

»Han havde ikke det helt store talent – forstået på den måde, at der var nogle andre, som var bedre. Han lå nummer 10-15 på ranglisten i Danmark. Men han var typen, der lavede 70 push-ups til træning og konkurrerede med andre, og på vejen ind til vores soveværelse havde han spændt en stang op, hvor han skulle lave fem armløft, hver gang han gik forbi. Men han har også altid været interesseret i andre ting. Han spiller guitar, læser litteratur og går op i film og drama.«

Den 27-årige August Holmgren er vokset op i Espergærde nord for København som yngst i en søskendeflok på fire. Han spiller for Gentofte Tennisklub og har i fem år været på University of San Diego, hvor han har taget en bachelor i teatervidenskab og drama, samtidig med at han har spillet tennis.

I de seneste år har han kæmpet for at slå igennem som professionel tennisspiller med en række ITF-turneringer og Challenger-turneringer, som er niveauerne under ATP-turneringer og de fire Grand Slam-turneringer.

Allan Holmgren tror, at sønnen konsoliderer sig på det nye niveau som cirka nummer 150 på verdensranglisten.

»Jeg tror, at han sagtens kan slå Machac. Og hvis han ikke slår ham, er det også fuldstændig lige meget, for han har allerede tanket meget selvtillid. Man skal lade være med at have for store forventninger. Og det, han har opnået nu, er jo allerede en kæmpe sensation,« siger den ikke-stolte far.