Aalborg Håndbold rejser sig og sikrer god matchbold i CL
Aalborg Håndbold revancherede en elendig første halvleg og slog bundholdet RK Zagreb i Champions League.
De første 30 minutter var ringe, men det sluttede med den forventede favoritsejr, da Aalborg Håndbold onsdag spillede sin sidste hjemmekamp i Champions Leagues gruppespil.
33-30 vandt nordjyderne over bundholdet RK Zagreb, der kæmpede for at holde sig i live i turneringen.
Med sejren er mindst tredjepladsen i gruppen sikret, og minimum uafgjort hos franske Nantes om en uge vil sikre andenpladsen og dermed en direkte billet til kvartfinalerne.
Onsdag fik nordjyderne en mildest talt sløset og ufokuseret start på opgøret med en stribe afbrændere og tekniske fejl, hvilket efter små ti minutter udløste en regulær skideballe ved stillingen 3-7.
”Vi skal tilbage til at spille håndbold” og ”det er altså Champions League” lød det fra den nyslåede permanente Aalborg-træner Simon Dahl i meget klare og højlydte vendinger i en timeout.
Det hjalp en smule på intensiteten, men det var nu primært en bunke fine redninger fra Fabian Norsten, der var med til at holde Aalborg inde i opgøret.
Det nordjyske forsvar fik ikke fat i meget, og offensivt blev alt for meget smidt væk, når man var lige ved at lukke hullet.
De kroatiske gæster var foran 17-15 ved pausen og kunne dufte den sejr, som de var pisket til at hente for at holde sig i live. Blandt andet takket være den kroatiske landsholdsspiller Filip Glavas, som selv om han spillede halvskadet fra første fløjt blev kampens topscorer.
Godt bakket op af 5500 tilskuere skruede Aalborg i de sidste 30 minutter op for blusset efter en tiltrængt pause.
Der var langt mere attitude i spillernes ageren, og Thomas Arnoldsen hamrede efter 41 minutter for første gang i opgøret værterne foran - til 23-22.
Netop årets fund i dansk idræt, som Arnoldsen er blevet kåret til for nylig, var toneangivende og afgørende for comebacket, men generelt var der bedring hele vejen rundt uden at det nogensinde blev sprudlende.
I den anden gruppe onsdag led Fredericia HK endnu et hæderligt nederlag. Østjyderne førte med fire mål i første halvleg, men tabte 29-32 hos topholdet Sporting.
Martin Bisgaard blev kampens topscorer med 10 mål på 12 forsøg for gæsterne, der allerede inden kampen vidste, at de ikke kan spille sig videre.