Viktor Axelsen: »Frederik er en fantastisk konge af Danmark, men i dag følte jeg mig som kongen af banen«
Trods to olympiske guldmedaljer betragter Viktor Axelsen ikke sig selv som historiens bedste badmintonspiller. Men danskeren følte sig næsten royal på banen i finalen.
Kong Frederik var naturligvis på tribunen, da Viktor Axelsen mandag eftermiddag lod sig hylde som olympisk guldvinder – for anden gang i træk.
I Arena Porte de La Chapelle i Paris overværede den danske regent fra tætteste hold, hvordan Axelsen næsten ydmygede sin thailandske finalemodstander.
Og den royale opbakning rørte Viktor Axelsen.
»Frederik er en fantastisk konge af Danmark, men i dag følte jeg mig som kongen af banen. Det var en absolut fornøjelse at præstere foran ham. Det er jeg meget taknemmelig for. Vi er meget heldige i Danmark at have en kongefamilie, der elsker sport og gør så meget for sporten og støtter os alle,« sagde Viktor Axelsen efter sejren på 21-11, 21-11 over Kunlavut Vitidsarn.
Dermed har Viktor Axelsen nu vundet OL-bronze i 2016 samt OL-guld i både 2021 og 2024.
»At jeg nu har tre olympiske medaljer – to af guld – det er fuldstændig grotesk. Det er stadig ikke gået op for mig, hvor crazy det her er. Der kommer til at gå nogle dage. Jeg turde ikke håbe på, at det kunne lade sig gøre. Jo, folk ved godt, hvor stort OL er, men folk ved stadig ikke, hvor sindssygt det er. To olympiske guldmedaljer i herresingle. Det er fuldstændig vanvittigt.«
Vitidsarn, den forsvarende verdensmester, var aldrig i nærheden af at slå Viktor Axelsen, selvom thailænderen indledte bedst.
»I begyndelsen lykkedes han med nogle slag, og jeg var ude at hente to ristede på en af hans finter, men jeg formåede at komme tilbage og smide nerverne,« forklarede Viktor Axelsen.
»Jeg var rigtig godt forberedt, havde en god krop, og Kunlavut mærkede nok også lige størrelsen på det her, da jeg først kom i gang. Jeg spillede bare uden mange fejl, havde stort overskud, god ro. Lige den tilgang til finalen jeg gerne ville have.«
Hvor adskiller du dig fra de andre?
»Min erfaring. Jeg har prøvet det før. Jeg har prøvet at stå i de store kampe. Det er faldet til min fordel under OL, at jeg har mødt konkurrenter, som måske ikke har haft samme erfaring. Og så kan jeg finde mit øverste niveau i de store finaler. Det har jeg prøvet før,« sagde han.
Er dette det højeste niveau, du har spillet på?
»Jeg spillede virkelig vanvittig godt. Særligt når du tænker på, at det er en olympisk finale under stort pres og i den kulisse. Nu roser jeg lige mig selv lidt. Det var et fuldstændig vanvittigt niveau, jeg spillede på.«
Ikke desto mindre påpegede Viktor Axelsen, at den pensionerede kineser Lin Dan, der har vundet to OL- og fem VM-guldmedaljer, stadig sidder øverst på ketsjertronen.
»Han er for mig den største nogensinde. Jeg har kæmpe respekt for Lin Dan. Da jeg så ham vinde sit andet olympiske guld i 2012, tænke jeg, at det der kan simpelthen ikke lade sig gøre, fordi herresingle er så konkurrencedygtigt, så hårdt mentalt og fysisk.«
»Men da jeg så begyndte at føre i andet sæt, tænkte jeg, at det kan også lade sig gøre for mig. Lin Dan har gjort det før.«
Derefter takkede Viktor Axelsen sin familie, trænere, stab og alle omkring sig for støtten.
»Denne sejr betyder ekstra meget for mig, fordi min kone og døtre var på tribunerne.«