Mikkel Hansen stopper håndboldkarrieren til sommer
Det er vigtigt for Mikkel Hansen at slutte sæsonen godt af, inden han stopper karrieren til sommer.
Mikkel Hansen skulle lige bruge et sekund og tog en dyb indånding.
Derefter meddelte den 36-årige håndboldspiller Mikkel Hansen på et pressemøde i Aalborg, at han stopper karrieren til sommer.
- Jeg har altid sagt, at jeg vil stoppe, den dag legen og glæden ikke er det mere.
- Det er den stadig, og jeg er stadig 100 procent dedikeret til det, jeg laver.
- Men jeg er også kommet til et sted, hvor jeg kan mærke, at andre ting trækker i mig. Til sommer er rette tid at lægge skoene på hylden, siger Mikkel Hansen.
Til sommer har han chancen for at afslutte sin tid som håndboldspiller med sin femte OL-deltagelse, hvis han bliver udtaget til landstræner Nikolaj Jacobsens trup til legene i Paris.
Det blev han også spurgt om på onsdagens pressemøde.
- Jeg vil meget gerne til OL i Paris, lyder det kort og kontant fra Mikkel Hansen.
Han ser tilbage på en lang og glorværdig karriere. Han indledte karrieren i Helsingør og Virum-Sorgenfri, men fik sit seniorgennembrud i sydfynske GOG, hvor han spillede mellem 2005 og 2008.
Siden optrådte han for storklubben Barcelona og den kortlivede danske satsning AG København, inden han i 2012 indledte en ti år lang karriere i Paris Saint-Germain.
- Jeg har i næsten 20 år været så privilegeret at leve af den sport, jeg elsker. Jeg har spillet i nogle af de største klubber i verden og på et af de mest vindende landshold. Med nogle af de bedste spillere i verden.
- Jeg har haft nogle af de bedste trænere. Og i det hele taget mødt en masse fantastiske mennesker, siger han.
Lige nu er Mikkel Hansen ukampdygtig med en lyskeskade, og han ved ikke, hvornår han er klar til at spille.
Mikkel Hansens kontrakt med Aalborg Håndbold løber til sommeren 2025, men nu er det altså besluttet at stoppe aftalen et år før tid.