Milans franske superback bliver matchvinder mod Napoli
To danskere var på banen, da AC Milan vandt knebent 1-0 hjemme over Napoli i søndagens sene kamp i Serie A.
AC Milan kæmpede sig søndag aften til alle tre point hjemme mod de forsvarende italienske mestre fra Napoli.
Det blev til en smal 1-0-sejr til Milan, som kom foran midtvejs i første halvleg og forsvarede føringen heroisk i resten af kampen på San Siro.
Milans Theo Hernandez tog et af sine velkendte løb fremad, og den franske venstreback fik bolden af Rafael Leao på det perfekte tidspunkt.
Derefter var det ingen sag for Theo Hernández at finde pladsen til venstre for Napoli-keeperen Pierluigi Gollini med et præcist spark.
Napoli forsøgte at fremtvinge en udligning, men den offensive kvalitet manglede, og holdet savnede især angriberen Victor Osimhen, der er med til de afrikanske fodboldmesterskaber med Nigeria.
Milan stod solidt i defensiven anført af den danske landsholdsanfører Simon Kjær, der blev skiftet ud efter 65 minutter.
Ti minutter senere blev kantspilleren Jesper Lindstrøm skiftet ind for Napoli, og han var nær ved at stå bag en udligning.
Den danske landsholdsspiller leverede et indlæg ind i feltet, og bolden blev rettet af og ramte stolpen.
Det var første gang siden 2014, at Milan vandt hjemme over Napoli i Serie A. De otte foregående hjemmekampe mod Napoli var endt uden sejr.
Milan konsoliderede sin tredjeplads i ligaen, hvor holdet nu har ti point ned til Atalanta, der dog har spillet en kamp færre.
Over sig har Milan fortsat Inter og Juventus. Inter har otte point mere end Milan, mens Juventus blot er et enkelt point foran. Dog har Inter og Juventus begge spillet en kamp færre.