Fortsæt til indhold
Sport

Et barn fra Rusland har slået to stormestre i skak: »Det er den mest ekstreme otteårige, jeg har set«

Roman Shogdzhiev er blevet rost af verdensetteren Magnus Carlsen, der er det helt store idol for skaksensationen.

Magnus Carlsen kunne ikke skjule sin overraskelse, da nordmanden hørte om det bemærkelsesværdige resultat.

»Det vidste jeg ikke,« sagde verdensetteren i skak til NRK, inden han fortsatte:

»Det er virkelig imponerende.«

Andre har været mere bombastiske, efter russeren Roman Shogdzhiev har formået at slå to stormestre under VM i hurtigskak, der bliver afviklet i Usbekistan.

»Det er den mest ekstreme otteårige, jeg har set. Uden tvivl,« siger skakeksperten Atle Grønn til avisen VG.

Roman Shogdzhiev har virket upåvirket af den virak, som den otteårige gut har skabt ved at besejre den olympiske medaljevinder Jahongir Vakhidov, inden også den norske profil Johan-Sebastian Christiansen måtte se sig slået af en otteårig.

»Jeg vil ikke bruge mere tid på det parti,« sagde den detroniserede stormester.

Roman Shogdzhiev har tidligere vist et stort potentiale ved bl.a. at vinde VM for børn under otte år for to måneder siden. Efterfølgende fortalte han, at drømmen er at blive verdensmester og at slå Magnus Carlsen.

Ifølge familien er det faren, der har lært sønnen at spille skak. Shogdzhiev-familien kommer fra byen Elista, hvor skak er blevet indført som en del af skolegangen takket være Kirsan Iljumzijnov, der er tidligere præsident for det internationale skakforbund, FIDE.

Nu er Roman Shogdzhiev flyttet til Moskva med sine forældre, der var stolte af sønnens resultat, som imponerede alle – også barndomsidolet Magnus Carlsen.

»Vores ønske har været, at Roman skulle gøre noget godt for sin fremtid og for sit hoved i stedet for at spille computer eller se Youtube. Det er virkelig godt for ham at spille skak,« siger moren ifølge den norske tv-kanal NRK.