Er elektrolytter motionsdoping eller bare placebo?
Salget af elektrolytter er steget markant det seneste år. En lille ”energitablet” bestående af salte. Men spørgsmålet er, om danskerne forstår produktet og ved, hvordan de skal bruge det? I jagten på svar fandt jeg ud af: Jeg vidste det ikke.
»Du skal tage elektrolytter inden din næste løbetur. Det vil gøre din tur meget bedre,« sagde jeg en dag til min kollega.
Han var skeptisk. Kunne en dosis næringssalte komprimeret i en lille brusetablet forbedre hans løb?
Et par uger senere tog han alligevel og afprøvede midlet inden sin ni kilometers tur. Resultatet var … skuffende.
Hans løbetur blev ikke bedre. Han kunne ikke mærke forskel.
Men hvorfor kan jeg så?
Giver det overhovedet mening at tage elektrolytter inden en kort løbetur? Og hvis ikke, hvorfor mærker jeg da, at tabletterne forbedrer mit løb?
Spørgsmålene muterede, og jeg blev nysgerrig. Jagten efter svar gik i gang.