Fortsæt til indhold
Sport

Hvordan håndterer man en personlig krise? Det har uheldig landsholdsspiller tre gode råd til

Mette Tranborg er igen sat ufrivilligt på sidelinjen, men nu ved hun, hvad hun skal og ikke skal gøre. Derfor har hun udarbejdet nogle livsråd – og et af dem står skrevet på hendes ankel.

Hvordan håndterer man en nedtur, der rokker ved hele ens fundament?

Det ved Mette Tranborg lidt om. Tilbage i 2019 overrev landsholdsspilleren første gang sit korsbånd. Dengang var hun 23 år og godt på vej til at cementere sit navn i håndboldverdenen.

Hun var ude af spil i halvandet år og røg ned i et sort hul, som hun med egne ord kalder den mest traumatiske oplevelse i sit liv.

Tranborg kæmpede sig tilbage til banen, men i sommer, tre og et halvt år efter sit comeback, gik det galt igen, da hun blev ramt af ny karrieretruende knæskade.

Derfor har hun denne gang udarbejdet tre gode råd, som den nu 27-årige aarhusianer ville give til sit yngre jeg.