Fortsæt til indhold
Sport

Viborgs gulddrømme lever fortsat

To scoringer af kantspilleren Ibrahim Said sikrede Viborg en 2-0-sejr ude over Randers.

Er man vild med Superligaen, må øjnene være klistret til skærmen i hver runde i øjeblikket med drama i både top og bund.

Inden mesterskabsspillet mente de fleste formentlig, at titelracet skulle afgøres mellem FC København og FC Nordsjælland. Men som en tyv om natten har både AGF og Viborg listet sig ind i mesterskabskampen som realistiske bejlere til titlen efter en række bump på vejen for topholdene.

Mandag stod Viborg over for en ny stor test, der skulle løses, hvis ikke det spirende grønne håb om en – set inden sæsonen – sensationel titel igen skulle slukkes. Skulle håbet holdes i live, krævede det en udesejr over Randers, som holdet tidligere i mesterskabsspillet slog overbevisende med 3-1.

Randers skulle omvendt bruge en sejr i sin 20-års jubilæumskamp, hvis håbet om top-fire og en plads i Europa skulle bevares. Men det var udeholdet, der startede bedst. De hvidklædte midtjyder stod igen solidt defensivt og truede hele tiden Randers på især omstillinger.

Tuneser i fuld flor

Særligt kantspilleren Elias Achouri var igen en fornøjelse, og sad man som Randers-fan i det silende regnvejr, må man have været splittet over at se ham denne aften. På den ene side kunne man kun give sig hen til tuneserens fortryllende indsats. På den anden side må de være forbandet over, at det skulle gå ud over netop deres hold denne aften.

Kun målmand Patrik Carlgren holdt hjemmeholdet inde i kampen. Men kort efter pausen gik den ikke længere. Først lagde Ibrahim Said et følt langskud i netmaskerne, og kort efter fordoblede han Viborg-føringen på oplæg af Elias Achouri efter endnu en solotur.

Et kvarter før tid fik Marvin Egho muligheden for at reducere på et straffespark, men han tæskede i stedet bolden på stolpen til stor forløsning for Viborg.

Mod slutningen var der gode muligheder til begge mandskaber, men Randers kunne ikke rokke ved Viborg-sejren, der betyder, at holdet nu er tre point efter FCK på førstepladsen.