Skjern booker nemt billet til pokalfinalen
Det blev aldrig nogen fantastisk oplevelse at se på, da Skjern spillede sig i pokalfinalen med en sikker sejr over Ribe-Esbjerg.
Der er nogle håndboldkampe, der bare er 60 minutter og en vinder. Sådan en var lørdagens pokalsemifinale mellem Skjern Håndbold og Ribe-Esbjerg, hvor der var meget langt mellem de gyldne perler og det flotte spil.
Til gengæld var der forskel på erfaring og niveau, og det gav Skjern en klar sejr.
Dermed står holdet søndag i sin niende pokalfinale i klubbens historie. Tre gange tidligere er pokalen kommet med hjem til Vestjylland – senest i 2017 – og søndag er muligheden der igen.
Nervøs modstand
Semifinalesejren var på 32-26 over Ribe-Esbjerg, der aldrig tidligere har stået i pokalfinalen og yderst sjældent spiller kampe foran 7.000 tilskuere, som det var tilfældet lørdag i Jyske Bank Boxen i Herning.
Det virkede til at påvirke mandskabet, der lavede en bunke af tekniske fejl kampen igennem og aldrig kom i nærheden af at snuse til finalepladsen.
Til at starte med var det ellers to hold, der gav sig fuldt ud fysisk og tvang hinanden ud i lange scoringspauser. Når der blev fundet vej til afslutninger, var de ofte upræcise og røg enten et stykke forbi mål, eller var forholdsvis nemme at snuppe for de to keepere.
Og målene måtte de mange – primært GOG- og BSH-tilhængere – på lægterne generelt se langt efter. 7-7 efter 23 minutter og der blev kaldt til timeout.
Mere fart
»Det går for langsomt,« sagde Ribe-Esbjerg-cheftræner, Anders Thomsen.
Det virkede dog til, at det var Skjern-mandskabet, der tog rådet om at spille hurtigere til sig. I slutningen af halvlegen gik Skjern fra 7-7 til 14-11, som var pauseresultatet.
Dermed blev det svært for Ribe-Esbjerg, der ikke havde taget de kreative løsningerne med til Herning.
De første sekunder af anden halvleg summerer egentlig meget fint kampen op. Først en teknisk fejl fra Skjern, få sekunder senere en af Ribe-Esbjerg, mens en stakkels maskot forgæves løb rundt og forsøgte at sætte lidt skub i festen på tilskuerpladserne.
Det blev aldrig helt godt, hverken uden for eller på banen, hvor Skjern trak på erfaringen, mens Ribe-Esbjerg aldrig lykkedes med at finde løsningerne og fortsatte med nervøst spil og sløje afslutninger i anden halvleg.