Cecilie Uttrup Ludwig: »Ja, jeg er crazy. Jeg er totalt en bombe af følelser«

GIRONA 

Den spinkle skikkelse bevæger sig ned ad gaden på samme måde, som hun tilsyneladende altid indtager verden: energisk, bestemt og uden nogen synlig bekymring for den modstand, som hendes opførsel kan blive mødt af.

Ukueligheden har ført til flere kraftfulde udbrud, der har været med til at gøre Cecilie Uttrup Ludwig kendt blandt langt flere end cykelelskere.

»Jeg har det generelt svært med, når nogen har travlt med at kritisere andre. Jeg giver meget af mig selv, ja, men jeg tvinger dig ikke til at høre på det,« siger hun.

Den 27-årige dansker haster videre ind mellem husmurene med de solbrændte facader, der indikerer, at det er en atypisk dag i den catalanske by Girona.

Den silende regn påvirker også Cecilie Uttrup Ludwig, der risikerer at måtte undvære sin daglige træningstur i bjergene. Nedbøren er imidlertid ikke den eneste grund til, at det er en usædvanlig dag i danskerens hjemby.

»Min kæreste er lige kommet herhjem for et par dage siden. Inden da havde vi ikke set hinanden i et par måneder. Wow, hvor kan det være hårdt. Men når vi så endelig er sammen, så prioriterer vi det begge to helt vildt. Så bliver det ikke sådan, at man sidder og kigger ned i hver sin telefon. Det bliver virkelig intenst,« siger hun og knuger hænderne sammen, mens hun smiler.

Hendes kæreste, Miles Scotson, cykler ligeledes for det franske worldtour-cykelhold FDJ. Typisk deltager den 29-årige australier i andre løb end endagsklassikere som Strade Bianche lørdag den 4. marts, der er med til at indlede Cecilie Uttrup Ludwigs sæson. På den måde forløber det meste af året med at være adskilt fra dem, hun elsker allermest.

»Savnet er der hele tiden. Jeg kan især mærke det, når der går flere måneder, før jeg kan komme hjem til min familie i Danmark. Jeg er helt vildt knyttet til mine forældre og min lillebror. Det gør ondt, når jeg f.eks. går glip af noget, der er vigtigt for dem. Men omvendt synes jeg jo også, at livet som cykelrytter er det fedeste i verden. Tænk, at jeg kan bo her i Spanien og koncentrere mig om at cykle. Der må være nogle ofre, når man jagter noget så meget, som jeg gør.«

Ligesom Superman

Sådan har det været, siden Cecilie Uttrup Ludwig som 13-årig mødte op hos den lokale cykelklub i barndomsbyen Herlev lidt uden for København. 

Lige fra begyndelsen måtte holdets eneste pige høre på skeptiske bemærkninger, der stadig opstår i nye varianter. Andre gange har hun kæmpet for at få styr på økonomien frem mod karrierens foreløbige kulmination i 2022. Succesen blev så omfattende med bl.a. en etapesejr i Tour de France og erobringen af DM-trikoten, at de fleste danskere nu nærmest kan se de energiske fagter og høre de begejstrede udbrud, når man nævner hendes navn.

»Jeg kan godt se, at flere folk er begyndt at få et specielt blik, når de opdager mig på gaden,« siger hun med et grin og prøver at gengive et par opspilede øjne, inden hun afbryder sig selv:

»Ej, det minder mig om, at jeg mødte en fyr hen over julen i Danmark. Han fortalte, at hans niece skulle lave et skoleprojekt om sin helt. Hun er seks-syv år. Alle andre havde valgt Superman eller sådan noget der. Men hun havde valgt mig! Det er jo seriøst noget af det fedeste.«

Det er hendes ultimative mål. At få andre til at drømme og at inspirere dem til at kæmpe sig gennem den modgang, som hun selv stadig kan ramle ind i på grund af sin markante fremtoning.

Anklage om at spille skuespil

En stor del af omdømmet er blevet præget af den energi, der også kommer til udtryk flere gange denne formiddag. Inde på en af byens mange cykelcaféer er hun flere gange ved at vippe tjenerens bakke ned, når den kommer for tæt på den gestikulerende dansker. 

Andre gange har begejstringen ført til mindeværdige tv-interviews, som har været med til at gøre hende berømt. 

Mest kendt blev udbruddet efter tredjepladsen i Flandern Rundt 2019:

»Fucking Flandern! Jeg ved godt, man ikke må bande på tv, men det er jo vildt – altså, DET ER FOR VILDT.« 

Senere fulgte tårerne og flere bandeord efter sejren på 3. etape i Tour de France.

Både journalister, fans og kritikere har indimellem spurgt, om hun vitterligt kan være så entusiastisk i virkeligheden.

»Det spørgsmål får jeg så tit. Der ligger lidt en anklage om, at jeg laver skuespil. Jeg laver jo også nogle interviews, hvor jeg siger: ”Det var sgu noget pis – jeg må hjem og gøre det bedre”. Det husker folk bare ikke,« siger hun med et skuldertræk og fortsætter:

»Men jeg har det også sådan – ja, jeg er crazy. Jeg er totalt en bombe af følelser. Du oplever mig ofte helt vildt glad eller helt vildt ked af det. Det er sådan, jeg går gennem livet.«

»Det var ikke normalt«

Tilbage i Danmark sidder der en fyr, der ligeledes får det spørgsmål igen og igen:

»Er hun virkelig sådan, som hun virker på tv?« 

Rene Lynge har fulgt Cecilie Uttrup Ludwig, siden hun mødte op til et åbent hus-arrangement i den lokale klub, KCK, og begyndte at cykle.

»Hun har altid været på den måde – helt uden filter. Hun siger det, hun mener, og der kan godt blive fyret nogle bandeord af. Men det kan jeg sgu godt lide. Hun kan gøre enhver træningstur skideskæg, selv om hendes tilgang altid er ekstremt seriøs. For hun har virkelig kæmpet for det her,« siger han.

Som ungdomstræner oplevede Rene Lynge hurtigt, at der var dukket et ekstraordinært talent op.

»Hun var den eneste pige i klubben, men lige fra den første dag kunne hun følge med drengene. De var ikke meget for at køre ved siden af hende. Men hun var ligeglad. Også når de forsøgte at hægte hende af. Det lykkedes dem bare ikke. Jeg var helt målløs. Det var ikke normalt. Man plejede at skulle tage særhensyn til de nye ryttere, men ikke med hende her,« siger Rene Lynge.

Cecilie Uttrup Ludwig kan godt huske aversionen. 

»Pigelus var en stor ting dengang,« siger hun med et træt blik.

»Men jeg har altid fundet mig godt til rette i selskab med drengene faktisk. Hvis man havde et problem med hinanden, så fik man det at vide, og så var man videre. Det kunne jeg godt lide. Bare kom ud, og giv den smadder. Der var ikke så meget pis.«

»Nu kan jeg endelig svare ja«

Kort efter bliver smilet mere resigneret. Hun tager en dyb indånding, da det atter er tid til at besvare et spørgsmål om forskellen mellem kvinder og mænd i cykling.

»Herrecykling har været så let tilgængeligt i mange år. For fem år siden skulle man nærmest være spion for at følge med i kvindeløbene ved at finde et eller andet mærkeligt streaminglink.«

En vigtig forandring opstod i sommeren 2022, da Tour de France blev afviklet som et ugelangt etapeløb for kvinder for første gang, forklarer hun: 

»Jeg er tit blevet spurgt, hvad jeg laver, og når jeg svarer, har de spurgt: ”Så kører du Tour de France?”. Nu kan jeg endelig svare ja. Så forstår folk ligesom, at man er ægte professionel. Det hele vokser lige nu, fordi der kommer flere tv-transmissioner, der kan skaffe flere sponsorer og dermed give os bedre løn. Men der er stadig lang vej til ligestilling,« siger hun.

Konkret har hun selv mærket forskellen, da hun var nødt til at arbejde i Føtex ved siden af sin spirende karriere som professionel, der først eskalerede med kontrakten hos Cervelo-Bigla i 2017 og senere hos worldtour-holdet FDJ i 2020. Siden da er økonomien blevet polstret yderligere af personlige sponsorater med bl.a. Adidas.

»Mange kvindelige ryttere har haft svært ved at udvikle sig som unge, fordi de ikke kunne tjene penge og dedikere den nødvendige tid til at forbedre sig,« siger hun og fortsætter den hurtige talestrøm:

»Jeg har altid ønsket, at der skulle komme flere kvinder i bestyrelserne hos cykelforbundene, så vi kan påvirke beslutningerne. Nogle gange har man det sådan, ”kom nu, fremad!”. Men vi skal også passe på, at det ikke går for hurtigt. Det ville f.eks. smadre kvindeholdene, hvis vi skulle have lige så meget løn som herrerne nu, fordi holdene ikke kan finde sponsorer nok. Så det er de små skridt hele tiden. Men vi bliver ved med at presse på.«

Beyoncé, Obama og Langvad

Mandlige cykelstjerner som Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard skal sjældent forholde sig til spørgsmål om kønsfordelingen i bestyrelser eller muligheden for at få tv-transmitteret deres løb. For Cecilie Uttrup Ludwig er det normalt at blive foreholdt den slags spørgsmål. 

»Siden jeg var en lille pige, har jeg altid været sådan ”kæmp”,« siger hun og knalder en knytnæve ned i sin anden hånd, mens hun smiler skævt.

»Alle mine skoleopgaver har handlet om kvinderettigheder, når jeg selv kunne vælge emnet. Derfor ligger det til min natur at tale om de her ting. Det er da træls indimellem – men omvendt gør jeg det gerne, fordi det er vigtigt. Jeg har altid kigget mod de her fucking powerful kvinder, der har kæmpet sig frem i verden. Sådan nogle som Michelle Obama og Beyoncé. De inspirerer mig helt vildt,« siger hun.

Også i cykelverdenen har hun fundet et forbillede i en tidligere dansk seksdobbelt verdensmester i mountainbike, der samtidig blev dansk mester på landevejen: 

»Jeg har altid set op til Annika Langvad. Hun var benhård, mand. Men jeg er jo også vokset op med, at Tour de France kun var for herrerne. Nu kan pigerne tænde for tv’et og se os give den gas. Vi bevæger os sgu fremad.«

Den vilde julefrokost

Tilbage ude i Gironas smalle gader er der stadig en søvnig stemning, selv om klokken nærmer sig 12. Et catalansk flag blafrer i vinden, og selv de nøgne grene på træerne ser ud til at fryse.

Et ældre ægtepar skutter sig, mens de trisser fremad tæt omslynget under paraplyen. Babyerne trækker vejret tungt under regnslagene, der er trukket hen over barnevognene.

Og så er der alle cykelrytterne, der drøner forbi med små vanddråber på deres tonede cykelbriller. Blandt byens lidt under 100.000 indbyggere bor der et par hundrede professionelle cykelryttere, heriblandt en snes danskere som Magnus Cort og Emma Norsgaard.

»Hvis jeg kommer hjem fra et løb, så har jeg brug for nogle rolige dage, hvor jeg får noget god mad, er lidt på café og laver så lidt som muligt. Andre gange er det bare et sindssygt træningsregime, hvor det handler om at stå op, træne igennem, spise ordentligt og restituere,« siger Cecilie Uttrup Ludwig og fortsætter:

»Vi danskere har en WhatsApp-gruppe, hvor vi koordinerer, hvem der har lyst til at træne sammen. Vi plejer også at holde en julefrokost hvert år. Det er sindssygt hyggeligt. Det går også altid galt, ha ha. Cykelryttere er meget sådan ”nu skal vi sateme give den gas”, når det endelig kan lade sig gøre efter sæsonen.«