René Holten åbnede EM med tredjeplads
Kajakroeren René Holten Poulsen blev nummer tre i sit indledende heat i 1000 meter enerkajak ved EM.
Den danske kajakroer René Holten Poulsen er klar til semifinalen i 1000 meter enerkajak ved EM i München.
Han åbnede mesterskabet torsdag formiddag med at få en tredjeplads i sit indledende heat. Havde Holten snuppet førstepladsen, var han røget direkte i A-finalen, men den danske kajakstjerne må jagte finalepladsen via fredagens semifinale.
I mål var danskeren 1,276 sekunder efter heatvinderen Balint Kopász fra Ungarn. Han er netop blevet verdensmester og er også forsvarende olympisk mester på distancen.
Ved VM i Canada i begyndelsen af august ramte danskeren ikke sit topniveau. Siden har han skiftet til en mindre pagaj i håb om at finde den fart, der i perioden 2008-2018 sikrede ham en lang række medaljer ved EM, VM og OL.
Ved EM i München deltager lollikken også i 500 meter toerkajak sammen med Victor Aasmul.
I alt er der dansk deltagelse i syv indledende heats på EM’s førstedag.
OL-bronzevinder Emma Aastrand Jørgensen blev nummer fire i sit indledende heat i 500 meter enerkajak og skal lige som Holten Poulsen dermed ud i en semifinale fredag.
Det samme skal Simon Jensen og Morten Graversen i 1000 meter toerkajak efter en femteplads i deres indledende heat.
Magnus Sibbersen blev sekser i 500 meter enerkajak og skal allerede senere torsdag på vandet i sin semifinale. Det samme skal Pernille Knudsen og Sara Milthers i 1000 meter toerkajak efter en fjerdeplads i deres heat.