- Opdateret 15/06/2022 kl. 16:00
Rasmus Gemke slog japansk verdensstjerne for første gang
Efter fem nederlag af fem mulige til Kento Momota vandt Rasmus Gemke for første gang over japaneren.
Badmintonspilleren Rasmus Gemke tog en af sine største skalpe i karrieren onsdag i turneringen Indonesia Open.
Her besejrede Danmarks tredjebedst rangerede herrespiller japaneren Kento Momota, der er toer i verden.
21-19, 19-21, 21-14 lød sejrscifrene, der sendte Gemke videre til anden runde.
Momota var verdens bedste badmintonspiller, indtil han i begyndelsen af 2020 var involveret i en voldsom bilulykke.
Siden er han blevet overhalet af Viktor Axelsen og har kæmpet med at finde sit tidligere niveau. Han virkede da også til at være et godt stykke fra topformen mod Gemke.
Japaneren havde ellers en god indbyrdes statistik mod danskeren, som havde tabt samtlige fem møder med Momota.
Det blev der lavet om på i en tæt kamp, hvor forskellen først for alvor kom til syne i slutningen af tredje sæt.
Gemke lagde ellers godt ud og bevarede føringen gennem det meste af første sæt, som han først lukkede på tredje sætbold.
Andet sæt forløb på samme måde - bare med omvendt fortegn. Derfor skulle der et tredje sæt til at afgøre sagerne, og efter 1 time og 22 minutter lykkedes det Gemke at snøre sækken mod den fysisk ramte favorit.
Modstanderen i næste runde skal findes i opgøret mellem indiske Srikanth Kidambi og franske Brice Leverdez. De to mødes senere onsdag.
Indonesia Open er med sin status som Super 1000-turnering en af de allerstørste i kalenderen.
Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus spillede sig ligesom Gemke videre til anden runde tirsdag, og samtlige deltagende danske herresingler er derfor stadig med.
Verdens nummer tre, Anders Antonsen, trak sig allerede før turneringen.
Hos kvinderne var der bedre takter onsdag, hvor Line Kjærsfeldt slog belgieren Lianne Tan sikkert i to sæt. Dagen forinden røg både Julie Dawall Jakobsen, Mia Blichfeldt og Line Christophersen ud.
Også mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje fortsatte deres færd i turneringen med en sejr over et par fra Malaysia.
/ritzau/