Marco Sørensen vandt Le Mans 2022
Marco Sørensen kørte den vindende Aston Martin hjem i GTE-am-klassen.
Danmark har endnu en Le Mans-vinder i Marco Sørensen, der vandt i GTE-am-klassen.
Marco Sørensen kørte sammen med Ben Keating – manden med tegnebogen, som finansierer den Aston Martin, som holdet kørte i – samt portugiseren Henrique Chaves.
GTE-am er klasse for standardvogne, hvor en af kørerne skal være amatør, mens de to andre er professionelle. Her har Ben Keating hyret Sørensen og Chaves, og amerikaneren overstrømmede med lovord om Marco Sørensen, der er ved at være en dreven ræv.
Keating kørte seks timer, mens han overlod rattet til Marco Sørensen på de sidste to timer. Her blev han jagtet af en Porsche, men den iskolde nordjyde havde et forspring på halvandet minut, og selvom at deres Aston Martin var en smule langsommere end Porschen, lod han sig ikke ryste og kørte omgange, der blot var 2-3 sekunder langsommere.
Sejren krævede en smule held.
Med cirka fem timer tilbage kom der en safetycar på banen, som samlede feltet, hvilket var til stor fordel for Marco Sørensens Aston Martin.
Den 31-årige nordjyde var kort forinden kørt i pit, fordi han var utilfreds med dækkene. På med nogle nye, men samtidig kom bilen ud af sync ifht. dækstrategien. Men da safetycaren kom på banen, kørte alle de andre biler i GTE-am-klasse i pit, mens Marco Sørensen kunne blive ude og vupti, så var de en omgang foran de andre. Aston Martinen var dog ikke den hurtigste på banen, hvorfor de med 4,5 timer igen simpelthen måtte se, om forspringet var stort nok til at holde hjem.
Det gjorde det, i særdeleshed på grund af dansk kørsel.
Marco Sørensen er ikke eneste dansker på podiet i GTE-am-klassen. Han vandt i 2020 VM i den professionelle klasse sammen med Nicki Thiim, men i år kørte de ikke i samme bil. Nicki Thiim kørte også i en Aston Martin, som han kørte hjem på tredjepladsen.
Det er første gang siden 2018, at en dansker vinder en klasse i Le Mans. Dengang var det Michael Christensen, der vandt i GTE-pro-klassen – en tak finere end GTE-am.
Michael Christensen var også med denne gang, hvor hans Porsche på forhånd var blandt favoritterne til at vinde i GTE-pro-klassen – den med standardvogne udelukkende med professionelle chauffører. Bilen kørte sig da også i front, men søndag morgen kørte Michael Christensen bilen igennem gruset i et sving. Kort efter punkterede bilen, og han haltede i mål. Selvom bilen kom tilbage på banen, var den et par omgange efter de førende, og så var det bal forbi. Michael Christensens Porsche blev nummer fire.
I LMP2-serie kørte Oliver Rasmussen for Jota-teamet, som blev nummer tre. Oliver Rasmussen er blot 21 år, og det var hans første Le Mans.
Toyota vandt kongeklassen med Sebastian Buemi, Brendon Hartley og Ryo Hirakawa.