Fortsæt til indhold
Sport

NBA-dansker lavede ti point for Suns i mulig afskedskamp

Gabriel Lundberg lavede ti point i det, der kan være hans sidste kamp for Phoenix Suns i denne omgang.

/ritzau/

Det danske basketballhåb Gabriel ”Iffe” Lundberg fik natten til mandag dansk tid endnu flere minutter på banen for NBA’s tophold, Phoenix Suns.

Og selv om Suns ikke fik sejren i hus over Sacramento Kings, gjorde den danske nytilflytter en god figur på banen.

Ti point lavede ”Iffe”, der for nylig kom til Suns fra den russiske klub CSKA Moskva. Han var på pletten med fem rebounds og fem assister.

I alt spillede han 26 minutter og 54 sekunder.

Kampen kan blive hans sidste i denne omgang for Phoenix Suns, der nu rykker videre til slutspillet i NBA, som er verdens bedste basketball-liga.

Det ser ikke ud til, at Gabriel Lundberg bliver en del af Phoenix Suns’ slutspilstrup.

Ifølge TV 2 Sport skal danskeren have vekslet sin såkaldte ”two way”-kontrakt til en standardkontrakt for at blive i truppen gennem slutspillet. Og da Suns søndag aften gav Ishmail Wainright sådan en, er der ikke flere åbne pladser tilbage på Phoenix-holdet.

Gabriel Lundberg skal derfor håbe på at blive hentet af et andet hold inden mandag klokken 21 dansk tid.

Lundberg skrev historie, da han natten til mandag i sidste uge blev den første dansker nogensinde til at komme på banen i en NBA-kamp.

Han kom ind i slutningen af kampen mod Oklahoma City Thunder og fik 4 minutter og 14 sekunder på banen. Han scorede ingen point, og Suns tabte kampen 96-117.

Bare få dage senere var Gabriel Lundberg dog på banen igen, da Suns gjorde det af med storholdet Los Angeles Lakers, som samtidig mistede chancen for at komme med i slutspillet.

Torsdag morgen dansk tid kunne Lundberg endelig notere sig som den første dansker til at lave NBA-point med en trepointsscoring mod Los Angeles Clippers.

Artiklens emner
NBA