Fortsæt til indhold
Sport

Portugiser headede Liverpool forbi Citys førerhold i England

Diogo Jota scorede det første mål, da Liverpool slog Watford 2-0 og overtog førstepladsen fra Manchester City.

/ritzau/

Manchester City måtte lørdag afgive førstepladsen i Premier League for første gang siden december.

Det skete, da de nærmeste forfølgere fra Liverpool overtog førerpositionen med en 2-0-sejr over Watford.

Den portugisiske angriber Diogo Jota headede værterne i front midtvejs i første halvleg, da han snittede et indlæg fra Joe Gomez videre i mål.

Selv om Liverpool-spillerne ikke havde deres bedste dag, så var det alligevel nok til at køre sejren hjem mod nedrykningstruede Watford, der er tredjesidst i den engelske række.

Med to minutter tilbage faldt afgørelsen, da hjemmeholdet blev tildelt et straffespark efter et VAR-gennemsyn. Fra pletten cementerede Fabinho Liverpool-sejren, da han sendte bolden op i målhjørnet til 2-0.

Sejren betyder, at Liverpool topper ligaen med 72 point, mens City har 70 point på andenpladsen. City kan dog senere lørdag gå forbi Liverpool, når holdet klokken 16 besøger Burnley.

I næste weekend er der lagt op til et brag mellem de to titelbejlere, når Liverpool gæster Manchester.