Fortsæt til indhold
Sport

Dansker så snæver Phoenix Suns-sejr fra bænken

Gabriel "Iffe" Lundberg blev på bænken og fik ikke debut, da Phoenix Suns slog Golden State Warriors 107-103.

/ritzau/

Gabriel ”Iffe” Lundberg tog tidlig torsdag morgen dansk tid et lille skridt mod debut i NBA, men kom ikke på banen, da Phoenix Suns på udebane slog Golden State Warriors.

I stedet så den 27-årige danske basketballspiller en spændende og intens kamp fra bænken. Det var første gang, at den nyligt tilknyttede dansker var udtaget til en kamp og havde mulighed for spilletid.

Phoenix vandt 107-103.

Det var holdets 9. sejr i træk og den 62. sejr i grundspillet i denne sæson, hvilket er en tangering af klubrekorden.

Opgøret var tæt det meste af vejen, og det kan være forklaringen på, at Phoenix Suns’ cheftræner, Monty Williams, ikke valgte at give spilletid til i NBA-sammenhæng uprøvede Lundberg.

Lundbergs næste chance for at blive den første dansker med spilletid i NBA bliver natten til lørdag dansk tid, når Phoenix i sin næste kamp gæster Memphis Grizzlies.

Gabriel ”Iffe” Lundberg var indtil for nylig på kontrakt hos russiske CSKA Moskva, men efter Ruslands invasion af Ukraine brød den danske spiller med klubben og rejste hjem til Danmark.

12. marts skrev han kontrakt med Phoenix Suns, der er kvalificeret til NBA’s slutspil efter at have sikret førstepladsen i Western Conference for en uge siden.

Holdet mangler endnu seks kampe i grundspillet, inden slutspillet starter 16. april.

Danske Christian Drejer blev i 2004 draftet af NBA-klubben New Jersey Nets, men han kom aldrig til at spille for klubben.

Artiklens emner
NBA
NBA