- Opdateret 17/03/2022 kl. 18:51
Stærk inder eliminerede Antonsen - Axelsen strøg videre
Anders Antonsen er færdig ved All England efter nederlag til inderen Lakshya Sen i to sæt.
Anders Antonsen er ude af badmintonturneringen All England, mens Viktor Axelsen sikkert er videre til kvartfinalerne.
Torsdag tabte 24-årige Antonsen i anden runde til den formstærke inder Lakshya Sen med 16-21, 18-21.
Det var anden dag i træk, at tredjeseedede Antonsen mødte en rival fra verdenstoppen. Onsdag slog han verdensmesteren Loh Kean Yew i tre sæt.
Lakshya Sen og Loh Kean Yew er henholdsvis nummer 11 og 9 på den seneste verdensrangliste. Antonsen er nummer tre.
Lakshya Sen indtog lidt som forventet en defensiv position i opgøret og lod Antonsen om at skabe opgøret. Det medførte en del danske fejl og tabte netdueller, og Sen kørte første sæt i hus med 21-16.
Antonsen havde efter sidebyttet svært at finde den rette længde på sine slag, og Sen kom foran 11-7, inden den danske favorit fandt melodien og bragte sig foran 13-11.
Sen bevarede dog fatningen, genfandt sit stabile spil og lod Antonsen begå fejlene.
Førsteseedede Viktor Axelsen havde langt færre problemer med hollænderen Mark Caljouw, som blev besejret 21-14, 21-13 efter kun godt 35 minutters spil.
- Jeg er glad for, at jeg gjorde forholdsvis kort proces og spillede på et ganske fornuftigt niveau, siger Axelsen efter sejren.
Den danske stjerne er opmærksom på en drilsk vind i hallen i Birmingham.
- Man skal sørge for at få den rette længde på sine slag, og jeg var helt sikkert nødt til at tænke over den, siger han.
Axelsen møder i sin kvartfinale Anthony Ginting. Axelsen har vundet sine seneste tre opgør mod indoneseren.
Onsdag røg Hans-Kristian Vittinghus ud efter et møde med Kento Momota. Den japanske stjerne vandt et tæt første sæt, inden Vittinghus trak sig med smerter i midten af andet sæt.
Også Rasmus Gemke skulle have deltaget i turneringen i Birmingham, men sportsbrok tvang ham til at melde afbud.
Torsdag bød også på et farvel til den sidste danske damesingle. Som forventet kunne Julie Dawall Jakobsen ikke stille det store op mod Chen Yu Fei.
Den tredjeseedede kineser vandt 21-10, 21-12.
/ritzau/