Helsingør nærmer sig Superligaen med storsejr i topkamp
Fodboldklubben FC Helsingør ydmygede lørdag Hvidovre og kan meget vel være Superliga-hold efter sommerpausen.
Skal man pege på et godt bud på en oprykker til Superligaen i denne sæson, er det svært at komme uden om FC Helsingør.
Det nordsjællandske fodboldhold hentede lørdag eftermiddag sin sejr nummer fire i træk og øgede dermed sit forspring i toppen af 1. division.
Lørdag gik det ud over en af de direkte kandidater til oprykningen, da Hvidovre på eget græs blev banket 4-0 til det amerikanskejede hold.
Helsingør har nu 48 point, mens Lyngby og Hvidovre følger efter med 40 point.
Allerede midtvejs i første halvleg kunne Helsingør-spillerne for alvor begynde at øjne de tre point.
På det tidspunkt havde den tidligere Lyngby-spiller Nicolai Geertsen bragt gæsterne foran med 1-0 på en tilfældig chance efter et halvsløjt hjørnespark, der ikke blev clearet.
Og få minutter senere var føringen blevet fordoblet, da Mikkel Knudsen hamrede bolden i nettet efter en fornem dybdeaflevering.
Med to mål i banken skulle Helsingør blot forhindre Hvidovre i at bringe spændingen tilbage i opgøret.
Det lykkedes, og da Tonni Adamsen samtidig udbyggede efter et kikset udspark fra Hvidovre-målmand Filip Djukic, var kampen lukket med 25 minutter igen.
Ydmygelsen blev total i dommerens tillægstid, da Kristoffer Munksgaard satte punktum med en straffesparksscoring til 4-0.
Med én runde tilbage af grundspillet - og 11 i alt i sæsonen - ligger Helsingør godt til i kampen om billetterne til landets bedste række.
De øvrige oprykningskandidater Lyngby og FC Fredericia tabte et skridt i topstriden fredag aften med nederlag til henholdsvis Nykøbing FC og Hobro.
Længere nede i rækken vandt Vendsyssel lørdag 1-0 over Jammerbugt og rykkede tættere på den eftertragtede top-6. Vendsyssel er nummer syv med et point op til Nykøbing, mens Jammerbugt er sidst i rækken.