Danske curlingherrer takkede af med ottende nederlag ved OL
Det lykkedes kun det danske hold at vinde én kamp ved OL, hvor Danmark slutter på sidstepladsen.
En sejr og otte nederlag er det kedelige facit for det mandlige danske curlinghold ved OL i Beijing.
Mikkel Krauses team sluttede af med et 5-7-nederlag til USA, der til gengæld er klar til semifinalen.
Ligesom ved OL for fire år siden slutter Danmark nederst i tabellen. I Pyeongchang i 2018 lykkedes det Rasmus Stjernes hold at tage to sejre i de ni kampe.
Skipper Mikkel Krause mener dog ikke, at man kan tillade sig at være alt for skuffet over de sløje resultater.
- Jeg synes måske, det ville være lidt urimeligt. Vi har haft en svær vej hertil og var det sidste hold, der kvalificerede sig til legene. Det var de også i 2018 i øvrigt.
- Det er selvfølgelig uheldigt, at vi endte sidst igen, men vi viste hjerte og forsøgte at gøre alt, hvad vi kunne. Man må ikke glemme, at de andre ni hold spiller på fuld tid.
- Vi arbejder på fuld tid og spiller i vores fritid. Det er ikke så mærkeligt, at vi ender sidst i det selskab, siger Mikkel Krause.
Mod USA kom Danmark på nederlagskurs i fjerde ende, da Mikkel Krause sendte den sidste sten direkte gennem huset.
I stedet for et enkelt dansk point blev det til tre amerikanske og en USA-føring på 5-2.
Til sidst var danskerne tvunget til at tage to point for at fremtvinge en ekstra ende. Men amerikanerne havde sidste sten, og det viste sig som en umulig mission for Krause og co.
Tilbage var der kun at gøre status over de seneste uger i Beijing.
- Det har været en kæmpe oplevelse at spille ved et OL på trods af resultaterne. Der var ikke nogen, der regnede med, at vi skulle være her. Det var en overraskelse, at vi kvalificerede os, siger Mikkel Krause.
- Oplevelsen af at være med til OL er helt specielt. Vores kampe er ikke gået, som vi havde håbet, men vi kan tage med, at vi i store dele af kampene spillede lige op med vores modstandere, lyder det.
Det danske holds OL har været præget af en offentlig konflikt mellem spillerne og landstræner Kenneth Rifbjerg Hertsdahl.
Landstræneren kritiserede over for TV2 holdet for ikke tidligere i turneringen at give reserven Tobias Thune Jacobsen chancen. Spillerne svarede igen ved offentligt at så tvivl om, hvorvidt Hertsdahl har kompetencerne til at bestride jobbet.
Parterne slog onsdag fast, at man havde fået talt ud og lukket sagen.
