Kampene aflyses på stribe, men håndboldligaen fortsætter året ud
Fire af onsdagens syv herreligakampe er udsat på grund af coronasmitte i trupperne.
Det plejer at være en af årets fineste håndbolddage.
Den sidste spillerunde i herreligaen før jul er normalt ensbetydende med fyldte haller landet over, men det har coronapandemien sat en stopper for.
I skrivende stund er fire af onsdagens syv ligakampe blevet aflyst som følge af coronasmitte i trupperne, og i de resterende tre kampe må spillerne optræde uden tilskuere på grund af coronarestriktionerne.
Trist og ærgerligt, lyder det fra Dansk Håndbold Forbund (DHF), som dog ikke har tænkt sig at lukke og slukke for i år.
»Selvfølgelig har vi talt om det og overvejet det, men der er enighed om at få afviklet så mange kampe som muligt,« siger Frank Smith, turneringschef i DHF.
Regel forbliver
På nuværende tidspunkt er 17 ligakampe programlagt før årsskiftet og den efterfølgende EM-pause, men ifølge Frank Smith vil en udsættelse af kampene kun udskyde problemerne.
»Vi vil meget nødigt skubbe for mange kampe. Programmet på den anden side af nytår er i forvejen forfærdelig presset, og derfor ønsker både Divisionsforeningen og DHF at spille videre.«
Reglerne foreskriver, at hvis fem eller flere spillere er coronasmittede, skal kampen aflyses, og den regel skal ikke ændres, siger Frank Smith.
»Blandt DHF og klubberne er der fuld enighed om at fastsætte grænsen der.«
Indtil nu er Nordsjælland mod TMS Ringsted, Ribe/Esbjerg mod Lemvig Thyborøn, GOG mod Skanderborg Aarhus samt Mors/Thy mod KIF Kolding blevet aflyst.
Hos TTH Holstebro er den nyligt indsatte midlertidige cheftræner, Claus Uhrenholt, blevet testet positiv for corona, men kampen mod mestrene fra Aalborg Håndbold aflyses ikke. I stedet vil klubbens anden assistenttræner Kurt Nielsen tage over.