Magnus Carlsen indledte skak-VM med remis mod udfordrer

Norges skakfænomen og russiske Ian Nepomniachtchi spillede remis i det første af 14 partier i VM i Dubai.

Artiklens øverste billede
Der måtte 45 træk til, før de to duellanter nåede frem til en remis. - Foto: Giuseppe Cacace/AFP

Magnus Carlsen indledte fredag i Dubai kampen om verdensmesterskabet i skak med en remis mod russiske Ian Nepomniachtchi.

Efter 45 træk og skiftende overtag endte det med en pointdeling mellem det norske skakfænomen og russeren, som går under navnet ”Nepo”.

Partiet var det første af i alt 14 mellem de to duellanter.

Efter kampen udtaler Carlsen sig med en afdæmpet optimisme om sin aktuelle form:

- Det går fint. Jeg tror, at det kommer til at gå fremad, men i det mindste er jeg glad for at starte kampen med et fint resultat, siger han ifølge The Guardian.

Med indlagte hviledage står de til at spille frem til midten af december.

Kampen var oprindeligt sat til at blive afviklet i 2020, men blev udsat på grund af covid-19-pandemien.

30-årige Magnus Carlsen har været regerende verdensmester siden 2013, hvor han slog inderen Viswanathan Anand.

Han har siden forsvaret titlen i en revanchekamp mod Anand i 2014 samt mod russeren Sergey Karjakin i 2016 og amerikaneren Fabiano Caruana i 2018.

31-årige Ian Nepomniachtchi er nummer fem på verdensranglisten og har kvalificeret sig til opgøret mod Carlsen via en kvalifikationsturnering.

Hvis kampen ender 7-7, bliver den afgjort i et tiebreakformat med hurtig- og lynskak.

Vinderen af opgøret får knap ni millioner kroner, mens taberen får knap seks millioner kroner. Hvis det bliver en afgørelse i tiebreak, får vinderen cirka 8,2 og taberen cirka 6,7 millioner kroner.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen