Jens Jønsson skal snart træffe en afgørende beslutning
Den tidligere AGF-profil er tilbage på A-landsholdet efter at have håndteret skuffelsen over et misset EM. Han nyder tilværelsen i Spanien, men det kan ændre sig fra næste sommer.
Jens Jønsson står i baggrunden, mens han betragter de to landsholdsprofiler.
Joakim Mæhle og Daniel Wass har trukket en stor gruppe pressefolk hen til sig, mens de drevent besvarer spørgsmål om alt fra EM-minder til tilværelsen hos nogle af kontinentets mest kendte hold – henholdsvis Atalanta og Valencia.
Blikket kan virke længselsfuldt hen mod den feterede forsvarsduo og deres tilværelse. Helt så enkelt er det imidlertid ikke for den 28-årige Jens Jønsson.
Min kæreste og jeg ved, at vi nok skal bo 50 år i Danmark, når min karriere er færdig. Så jeg har ikke travlt med at komme hjemJens Jønsson
Lad os tage udsigten til at kunne deltage i Europas største klubturnering først. Selvfølgelig kunne aarhusianeren godt tænke sig at skifte bundkampen for Cadiz FC i La Liga ud med Champions League, hvor Joakim Mæhle deltager sammen med Atalanta.
»Men omvendt ved jeg også, at det ikke er Real Madrid eller FC Barcelona, der står på spring for at købe mig. Og jeg har ikke nogen ambition at skifte til mesterholdet i f.eks. Rumænien for at spille Champions League.«
Noget andet er muligheden for at blive en fast del af A-landsholdet. Mens Joakim Mæhle og Daniel Wass skabte dansk eufori under EM i sommer, måtte Jens Jønsson håndtere skuffelsen over at være blevet vraget til slutrunden efter en ellers flot sæson i Spanien.
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var hårdt. Det er en del af gamet, og man er jo bare glad på hele landet og holdkammeraternes vegne. Det var også fedt at være en del af den folkefest, der blev skabt. Jeg var i Danmark, hvor jeg så kampene med familien og vennerne. Det var superfedt at opleve det – så var det bare ærgerligt, at jeg ikke selv var en del af det med holdet,« siger han med et skævt smil.
Kontraktudløb nærmer sig
Den tidligere AGF-profil står foran en afgørende beslutning for sin karriere. Til sommer udløber kontrakten med Cadiz, der i øjeblikket befinder sig omkring nedrykningspladserne i den bedste spanske række.
Et skifte til en større klub kan få indflydelse på, om midtbanespilleren skal overvære endnu en slutrunde som tilskuer.
»Det kan godt spille ind, hvis VM skal blive aktuelt. Det er også en samtale, jeg skal have med landstræneren,« siger han.
Omvendt er det også først nu, at tilværelsen i Cadiz for alvor folder sig ud for ham og kæresten. Den første sæson efter skiftet fra tyrkiske Konyaspor var sportsligt set en succes, men uden for banen satte coronaen sit præg på tilværelsen.
»Nu får vi endelig hele oplevelsen med og kan mærke livet i Spanien. Det hele tiltaler mig – kulturen og menneskerne, måden, de lever på. Samtidig er det en fed, fed liga på det allerhøjeste niveau,« siger han.
Ligesom under tiden i AGF spiller midtbanespilleren en afgørende rolle for sin klub:
»Jeg er et sted, hvor jeg føler mig værdsat. Jeg er i en by og en klub, jeg elsker«.
Samtidig ved han, at andre klubber er interesserede. Derfor overvejer Jens Jønsson sine muligheder, ligesom det også ville hjælpe på beslutningen, hvis han og klubben kommer tættere på at have sikret sig endnu en La Liga-sæson.
»Jeg har mål for min karriere og for mig selv som menneske. Det kan være, at jeg gerne vil opleve noget nyt til den tid (når kontrakten løber ud, red.). Jeg har altid set på den samlede pakke – sportsligt, hvordan jeg kan blive en bedre spiller og livet uden for banen. Men jeg er super lykkelig, hvor jeg er nu«.
Afviser retur til Danmark
Én ting kan han kategorisk afvise i forhold til fremtiden. Uanset hvilken dansk klub, der vil henvende sig, ser han sig selv fortsætte i udlandet.
»Jeg er ikke færdig med at få oplevelser. Min kæreste og jeg ved, at vi nok skal bo 50 år i Danmark, når min karriere er færdig. Så jeg har ikke travlt med at komme hjem,« siger han.
Derfor er det kun for en kort stund, når han i øjeblikket befinder sig i Danmark sammen med Joakim Mæhle, Daniel Wass og de andre landsholdsprofiler.
Fredag kommer han til at mærke lidt af den EM-stemning, som han missede i sommer, når han entrerer Parken til VM-kvalifikationskampen mod Færøerne som en del af det danske A-landshold.
»Jeg glæder mig helt vildt til at opleve et fyldt nationalstadion. Det bliver en unik oplevelse og lidt et flueben, der kan blive sat i forhold til min karriere,« siger han.