Fortsæt til indhold
Sport

Vendsyssel-kamp blev afbrudt efter spillers kollaps på banen

Wessam Abou Ali faldt om på banen i kampen mod Lyngby og blev kørt væk i en ambulance. Han har det efter omstændighederne godt.

/ritzau/JP

Vendsyssels Wessam Abou Ali er blevet fragtet på hospitalet i ambulance efter at være faldet om i kampen mod Lyngby i den næstbedste fodboldrække.

Kampen blev i første omgang afbrudt, og siden besluttede kampens dommer, at den ikke skal færdigspilles lørdag.

Der var spillet en time, da Abou Ali pludselig lå på græsset på banens midte. Med- og modspillere ilede til for at se til den 22-årige angriber og fik med det samme tilkaldt Vendsyssels sundhedsstab.

Kort efter blev der råbt efter en hjertestarter. Spillerne dannede en ring rundt om Abou Ali, mens han blev benhandlet på banen.

Efter mindre end ti minutters behandling blev Vendsyssel-spilleren båret op i en ambulance og kørt på hospitalet.

Er ved bevidsthed

Vendsyssel FF oplyser efterfølgende, at Abou Ali er ved bevidsthed, og at han efter omstændighederne har det godt efter sit kollaps på banen.

På klubbens Facebook-side skriver Vendsyssel, at læge Jeppe Nygaard har ”aflagt rapport” til begge hold efter at have været med Abou Ali i ambulancen.

- Han faldt om med krampeanfald. Vi holdt øje med vejrtrækningen og puls, som var til stede under hele forløbet. Efter en otte minutters tid kom ambulancen.

- I ambulancen kom han til sig selv og på sygehuset var han ved fuld bevidsthed og kunne selv gå fra båren til sengen. Nu undersøger de ham, og han er stabil og har det til trods for omstændighederne godt, lyder det.

https://www.facebook.com/VendsysselFF/posts/2058116644335687

Det er kun få uger, siden en kamp i 2. division mellem Kolding og FA 2000 måtte afbrydes, da Koldings Ahmed Daghim kollapsede, mens han varmede op.

Han blev kørt på hospitalet, og siden meddelte Kolding, at han efter omstændighederne havde det godt.

Wessam Abou Ali, der har spillet på flere danske ungdomslandshold, kom til Vendsyssel fra Silkeborg i sommer.

Han har tidligere været på kontrakt i AaB, men forlod sidste år den nordjyske storklub i jagt efter mere spilletid.

Stillingen var 1-1 mellem Vendsyssel og Lyngby, da kampen blev afbrudt. Lyngby skriver på sin hjemmeside, at det endnu ikke er klart, hvornår kampen vil blive færdigspillet.

- Vi vender tilbage, når vi ved mere om genoptagelsen. Vores tanker er naturligvis med spilleren, hans familie, holdkammerater og alle i Vendsyssel FF, lyder det.

I juli fortalte han til Midtjyllands Avis, at han følte ubehag, når han dyrkede fysisk aktivitet, og pulsen blev høj. Dengang gennemgik han undersøgelser for at finde ud, hvad ubehaget skyldtes.