Mia Blichfeldt har også meldt afbud til badminton-DM
En skade tvinger Danmarks bedste damesingle til at melde afbud til DM i badminton, som begynder tirsdag.
Stjerneflugten fra DM i badminton fortsætter.
Viktor Axelsen og Anders Antonsen har meldt fra på grund af OL-træthed, og Danmarks bedste damesingle, Mia Blichfeldt, må nu også trække stikket.
Det er en gammel skade i højre fod, der gør, at Blichfeldt ikke kan være med ved DM, som begynder tirsdag i Esbjerg.
Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
- Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kommer på banen i Esbjerg. Men jeg bliver nødt til at lytte til mig selv og min krop efter den periode, som jeg har været igennem op til OL, siger Blichfeldt i pressemeddelelsen.
- Jeg ved, at Badminton Danmark og Esbjerg har gjort et kæmpe arbejde efter så mange rykninger af DM, og jeg er ked af, at jeg ikke kan spille foran de danske fans. Nu håber jeg bare, at jeg via behandling og pause kan blive fri for det og komme stærkt igen.
Mia Blichfeldt røg ved OL ud i ottendedelsfinalen efter et nederlag til indiske Pusarla Sindhu, som endte med at vinde bronze.
Julie Dawall Jakobsen er nu seedet som nummer et i damesingle ved DM. Den forsvarende danske mester, Line Christophersen, er andenseedet.
DM slutter fredag med finalerne.