Østrigeren Anna Kiesenhofer tog OL-guld i landevejsløb
Cykelrytteren Anna Kiesenhofer snød favoritterne og kørte alene over målstregen efter at have siddet i udbrud.
Cykelrytteren Anna Kiesenhofer leverede noget af en overraskelse, da hun søndag formiddag dansk tid snød alle favoritterne og snuppede guldmedaljen i kvindernes landevejsløb i cykling ved OL.
Den østrigske rytter kørte med i et udbrud fra løbets begyndelse. De sidste små 40 kilometer lå hun alene i front og holdt tempoet så højt, at ingen af forfølgerne kunne nå at indhente hende.
Derfor kunne hun efter 137 kilometer køre alene over målstregen på Fuji International Speedway ved Fuji-vulkanen sydvest for Tokyo.
30-årige Kiesenhofer er nummer 94 på verdensranglisten, og ud over et østrigsk mesterskab i 2019 har hun ingen store resultater på sit meritliste.
Hun tog fusen på både verdensetteren og den forsvarende olympiske mester, hollandske Anna van der Breggen og de øvrige hollandske stjerner Annemiek van Vleuten og Marianne Vos.
Van Vleuten fik sølvmedaljen og troede tilsyneladende, at hun havde vundet guld, da hun jublende med begge arme over hovedet krydsede stregen godt et minut efter Kiesenhofer.
Det ville forklare, hvorfor det hollandske hold kørte så passivt, selv om der lå en udbryder med et solidt forspring.
Italieneren Elisa Longo Borghini tog bronzen, mens Cecilie Utrrup Ludwig kom i mål på tiendepladsen sammen med favoritfeltet.
Danmarks anden deltager i løbet, Emma Norsgaard, styrtede omtrent midtvejs på ruten og faldt hårdt på nakken og hoften.
Hun kørte sig kortvarigt tilbage til feltet, men måtte snart opgive at følge med og valgte at udgå.
Norsgaard har mulighed for revanche på onsdag, når hun repræsenterer Danmark i kvindernes enkeltstart.
/ritzau/