Nu kalder de ham "Cocaine Cowboy"
Australsk OL-rytter havde mulen for langt fremme ved en fest en måned inden OL.
De australske medier var ubarmhjertigt hurtige til at finde et øgenavn til Jamie Kermond. Den 36-årige rytter var udtaget til OL i ridebanespringning som en af tre landsmænd, men han nåede ikke at pakke saddeltasken.
For i løbet af sommeren havde han stukket næsen for langt frem, og det viste sig, da han blev testet positiv for kokain i en rutinetest. Rytter og kokain? ”Cocaine Cowboy” lå ligefor.
Sidst i juni viste det sig, at der var spor af kokain i hans blod, da det australske antidopingagentur udførte test på OL-deltagerne, og dermed kunne Jamie Kermond vinke farvel til deltagelse i sit første OL.
»Det er sandsynligt, at det positive resultat stammer fra brug af stoffet ved en privat sammenkomst. Det har intet som helst med min sport at gøre,« sagde den 36-årige familiefar i en officiel udtalelse via den australske OL-komité.
»Jeg angrer det, jeg har gjort, og jeg er virkelig ked af det, og jeg tager det fulde ansvar for det, der er sket. Og jeg er meget ked af, at jeg har skuffet så mange mennesker, både min familie og mine holdkammerater. Forhåbentlig bliver jeg en dag tilgivet, så jeg kan fortsætte med at bidrage til ridesporten,« lød det fra Jamie Kermond.
Jamie og Jamie
I Australien er Jamie Kermond kendt som en habil springrytter, hans kone, der også hedder Jamie (Winning-Kermond), er ligeledes springrytter, og det var første gang, han skulle deltage ved et OL, hvor han ikke blev regnet som mulig medaljetager.
Det australske hold i dressur, military og ridebanespringning er nu reduceret til otte med et par af sportens helt store navne i spidsen. Andrew Hoy, 62 år, deltager således for ottende gang ved OL i military, hvilket indtil videre har kastet tre guldmedaljer af sig, mens dressurrytteren Mary Hanna på 66 år er med til OL for sjette gang. Mary Hanna er den næstældste kvinde, der har deltaget i et OL. I 1972 stillede 70-årige Lorna Johnstone op for England i ridning.