Fortsæt til indhold
Sport

Så fik Mark Cavendish kørt sig ind i historien

Briten tangerede Eddy Merckx-rekord på 13. etape i Tour de France.

CARCASSONNE

Der er noget privilegeret over at være vidne til skabelsen af sportshistorie. En bedrift, der kan blive stående i en hel generation.

Sådan en oplevelse har Mark Cavendish givet dem, der fulgte 13. etape i Tour de France. Med sin sejr i massespurten tangerede den 36-årige brite en umiddelbart uopnåelig rekord, som han har vægret sig ved at tale om.

Deceuninck-Quickstep-sprinteren har indskrevet sig i historien side om side med Eddy Merckx ud fra punktet »flest etapesejre i Tour de France« med 34 triumfer i det franske etapeløb.

»Jeg kan ikke sammenligne mig selv med den største mand i cykelhistorien. Men at tangere hans rekord kan måske gøre et indtryk hos selv de folk, der ikke går op i cykling, og kan inspirere dem til at sætte sig op på en cykel selv. Det ville være det største for mig,« sagde Mark Cavendish.

Det var egentlig ikke meningen, at Mark Cavendish overhovedet skulle have kørt Tour de France.

Kort inden Tour de France måtte en skadet Sam Bennett imidlertid opgive at forsvare den grønne pointtrøje, som Deceuninck-Quick-Step-sprinteren vandt efter bl.a. to etapesejre i Tour de France 2020. Således kom Mark Cavendish tilbage i fokus, blot et halvt år efter at han var tæt på at stoppe karrieren.

Da kontrakten med Bahrain-McLaren løb ud ved udgangen af 2020, lignede det et karrierestop for briten, indtil Deceuninck-Quick-Step trådte til med et tilbud.

»Nu har vi kaldt ham ind i sidste øjeblik igen. Han er som en fantastisk fodboldspiller, der sidder på bænken, men som er klar til at komme ind og score sejrsmålet,« sagde holdchefen Patrick Lefevere inden årets Tour de France.

Mark Cavendish har ikke lagt skjul på sin taknemmelighed over, at storholdet har turdet satse på ham midt i karrierens hårdeste år.

Briten havde ikke vundet noget siden tredje etape i Dubai Tour i 2018, da han pludselig hentede fire etapesejre i Tour of Turkey i år.

Etapesejren på 13. etape i Tour de France var hans fjerde i årets udgave af løbet – og der kan stadig komme flere, der vil skabe mere sportshistorie.