En dårlig dansk dag – og Fuglsang melder om problemer inden OL
En ny podiekandidat og konkurrent til Jonas Vingegaard meldte sig ind i kampen på 14. etape i Tour de France.
QUILLAN
Det franske klassementshåb Guillaume Martin blev fulgt rundt af kameraer, lige så snart han nåede i mål. Cofidis-rytteren kunne ikke indhente Bauke Mollema, der kørte alene i mål på 14. etape i Tour de France. Alligevel smilede den 28-årige franskmand, mens han fik hjælp til at krænge en langærmet trøje ud over sin udmattede krop. Guillaume Martin tog solbrillerne af og stillede op til det første interview, mens hans konkurrenter stadig kæmpede sig frem mod målstregen.
Blandt dem sad Jonas Vingegaard fra Jumbo-Visma, der endte med at blive overhalet af netop Guillaume Martin i klassementet. Dermed er den 24-årige dansker nede på en samlet fjerdeplads i klassementet.
Jonas Vingegaard kørte direkte ned mod holdbussen uden at give interviews. Mere snakkesalig var Jakob Fuglsang, der leverede en bekymrende besked efter det, der må karakteriseres som en gennemført træls dag for flere danske ryttere.
Når jeg virkelig skal køre til, så er det, som om der mangler luft.Jakob Fuglsang, der mistænker covid-19-vaccine for at kunne spille ind på dagsformen
I første omgang erkendte Astana-stjernen, at hans forsøg på at hænge på udbruddet hverken havde været overbevisende eller succesfuldt.
»Det var mere af tvang end af lyst. De andre ryttere på holdet sagde, at de var færdige. Det var ikke min idé, at jeg skulle afsted i dag. Det var vist ikke helt helhjertet,« sagde Jakob Fuglsang med et afvæbnende smil.
Han forklarede, at han ikke føler sig »super godt kørende« i øjeblikket:
»Når jeg virkelig skal køre til, så er det, som om der mangler luft.«
Jakob Fuglsang har længe haft et erklæret mål om at levere en topplacering til OL kort efter Tour de France. Derfor erkender han også, at det er bekymrende, at formen ikke er bedre.
»Jeg fik en coronavaccine efter forårsklassikerne, og det var, som om jeg mærkede noget til det bagefter. I Schweiz Rundt var jeg godt kørende, og bagefter fik jeg endnu en vaccine, som formentlig er det, jeg mærker noget til nu. Så jeg håber på, at det er blevet bedre op til OL,« siger Jakob Fuglsang.
Corts mange forsøg
Endnu værre står det til med Søren Kragh Andersen. Den 26-årige dansker vandt netop 14. etape i Tour de France for et år siden, og han var også én af forhåndsfavoritterne til lørdagens etape.
Team DSM-rytteren trak sig imidlertid efter at være styrtet på 13. etape, hvor han endte langt nede ad en skrænt. Søren Kragh Andersen gennemførte etapen, hvorefter lægerne kunne konstatere, at han viste tegn på hjernerystelse.
Det var ikke bare en hård skæbne for danskeren, men også en påmindelse om, at cykelsporten stadig har et problem i forhold til at få tjekket rytterne ordentligt igennem for hovedskader, inden de bliver hjulpet tilbage på cyklen.
I Søren Kragh Andersens fravær var det Magnus Cort, der markerede sig mest blandt danskerne. Den 28-årige bornholmer sad konstant i fronten af feltet og accelererede også væk et par gange, men hver gang blev EF Education-rytteren trukket tilbage.
Til sidst måtte Magnus Cort sande, at det afgørende udbrud var blevet skabt uden ham.
I stedet blev det den 34-årige Bauke Mollema, der vandt sin anden Tour de France-sejr i karrieren med fire års mellemrum. Sejren blev grundlagt på en nedkørsel med lidt over 40 kilometer til mål.
Imens kørte Guillaume Martin fra Cofidis sig langt op i klassementet som en af Bauke Mollemas forfølgere. Den 28-årige franskmand ligger nu nummer to og overhalede dermed også Rigoberto Uran fra EF Education-Nippo.
Problemet for franskmanden er, at han ikke kører en ligeså god enkeltstart som Jonas Vingegaard, ligesom han har vist svaghed i bjergene, som venter igen på 15. etape søndag.