10 dages isolation til danske fans, der rejser hjem fra fodbold i Baku
Rejsearrangør håber, at en undtagelse for kravet om isolation ved hjemkomst bliver mulig. Der vil blive meldt noget ud snarest, lyder meldingen fra myndighederne.
For danske fodboldfans, der planlægger at rejse til EM-kvartfinalen i Baku i Aserbajdsjan om lidt under en uge, kan det blive en bøvlet omgang ved hjemkomst til Danmark.
»Det ideelle ville være, at karantæne-reglen bliver droppet, og man frit kan rejse derned, måske med en slags 48-timers regel om at man kan være undsluppet karantæne ved hjemkomst«Nicolai Bryde Nielsen, direktør, landsholdsrejser.dk
For alt imens Udenrigsministeriet søndag morgen kunne oplyse overfor Politiken og Ritzau, at en gyldig kamp-billet giver adgang til Aserbajdsjan, er landet fortsat farvet orange på udenrigsministeriets rejsevejledninger, og det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes.
Derfor vil de danske fans også blive mødt med et krav om ti dages isolation ved hjemkomst til Danmark – isolationen kan dog brydes med en negativ PCR-test på fjerdedagen. Og vaccinerede og tidligere smittede er fritaget fra krav om isolation efter indrejse fra Aserbajdsjan.
Og det er særligt udsigten til isolation ved hjemkomst, der besværliggør rejsen til Baku, fortæller direktør hos fodboldsrejser.dk, Nicolai Bryde Nielsen.
»Det er det helt store benspænd, og som er det, der skal rykkes på fra myndighedernes side af,« siger Nicolai Bryde Nielsen.
Direktøren oplyser, at der efter kampen i går aftes blev åbnet for forhåndsreservationer over e-mail, og at interessen fra danske fans, der vil til Baku, er så stor, at man kan sende flere chartrede fly afsted.
»Lige nu er der 300 mennesker, der har henvendt sig siden kl. 22 i går aftes, så vi er mange, der gerne vil afsted. Vi har chartret fly, så det eneste, vi nu afventer, er myndigheders udmelding i forhold til rejserestriktionerne og karantæne-reglen,« siger Nicolai Bryde Nielsen.
Selv om udenrigsministeriet har givet grønt lys for turen til Baku, ligger det hos Sundhedsministeriet, hvis der skal pilles ved karantæne-reglen ved hjemkomst fra et orange land som Aserbajdsjan. Her lyder meldingen fra Sundhedsministeriets pressetjeneste, at der vil blive meldt noget ud hurtigst muligt.
Karantæne-krav er et benspænd
Ved lørdagens kamp Amsterdam i Holland, der af de danske myndigheder anses som et høj-risiko land, blev der af Udenrigsministeriet åbnet for, at de tilrejsende danske fans kunne omgå kravet om 10-dages isolation ved hjemkomst.
Så længe, der var tale om et ’lynvisit’ på under 12 timer, ville man som dansk fan være undtaget kravet om isolation, lød beskeden fra Udenrigsministeriet.
Hos fodboldsrejser.dk efterspørger man en lignende løsning, når der skal spilles kamp i Baku.
»Vi har intet hørt fra myndighederne endnu, men det er vigtigt, at der bliver kigget på det. Det ideelle ville være, at karantæne-reglen bliver droppet, og man frit kan rejse derned, måske med en slags 48-timers regel om, at man kan være undsluppet karantæne ved hjemkomst,« siger Nicolai Bryde Nielsen.
Hvis alt går som planlagt, forventer Nicolai Bryde Nielsen, at fodboldrejser.dk, at der kan sendes omkring 3.000-4.000 danske fodboldfans til hovedstaden Aserbajdsjan.