Fortsæt til indhold
Sport

Mors-Thy triumferede over Aalborgs stjerner

Mors-Thy skrev klubhistorie, da nordjyderne slog mægtige Aalborg med 32-31 i pokalfinalen.

Aalborg kunne med en sejr levere den bedste sæson et dansk herrehold har præsteret i flere årtier. Men så mødte aalborgenserne Mors-Thy. Den nordjyske lillebror leverede sensationen og vandt 32-31 i pokalfinalen. Klubbens første titel nogensinde.

Pokaltriumfen kom i hus efter 60 minutters håndbold, der bød på brillante kombinationer, kæmpe energi og stor villighed til at afslutte hurtigt i begge ender af Jyske Bank Boxen.

Det høje tempo var godt eksemplificeret ved, at den svedige kampbold måtte udskiftes seks gange i løbet af første halvleg. Mors-Thy spillede lige op med Aalborg og var flere gange i front. Mads Hoxer og Erik Tofts hopskud tvang f.eks. de danske mestre frem på banen. Det udnyttede Mors-Thy ved flere krydskombinationer og indspil til stregen. Aalborg havde dog som oftest et modsvar parat og skulle ikke bruge mange angrebssekunder på at udligne. 17-17 ved pausen.

Mors-Thy fastholdt initiativet i anden halvleg til stor frustration for Aalborg. Den 20-årige profil Mads Hoxer leverede nok engang offensiv kvalitet, men håndboldhallen sitrede alligevel af nervøsitet. Aalborg trives nemlig i tilspidsede situationer, og de danske mestre sled sig da også tilbage efter at have været nede med fire mål. Men der var en grænse for Aalborgs fantomsæson. Et frikast i absolut sidste sekund havnede i Mors-Thy-muren, og derved vandt nordjyderne den første pokaltitel i klubhistorien.