Axelsen følte sig ramt af træthed i All England-finale
Viktor Axelsen tabte All England-finalen, og det skyldtes til dels en udmarvende turnering for danskeren.
Viktor Axelsen skulle have vundet første sæt, hvis han skulle have taget All England-titlen.
Sådan lyder analysen fra den danske badmintonspiller efter nederlaget søndag til Lee Zii Jia fra Malaysia.
I stedet vandt Lee Zii Jia første sæt 30-29 efter ombolde, og siden snuppede malaysieren sejren i tre sæt.
Andet sæt blev også meget lige, men her fandt Axelsen ressourcerne frem til at vinde 22-20, inden han tabte tredje sæt 9-21.
- Det var en sindssyg kamp. Det var et meget tæt andet sæt. Jeg tror, at første sæt var ret afgørende, og jeg brugte meget energi.
- Jeg skulle nok have vundet første sæt, hvis jeg skulle have taget titlen. Men sådan er det, siger Axelsen.
Lee Zii Jia havde i løbet af turneringen i Birmingham ikke tabt et eneste sæt før mødet med Axelsen, og malaysieren viste imponerende spil i finalen.
- Jeg synes, at Lee spillede godt i de afgørende dueller, og jeg var til tider lidt for sløset i mit spil, erkender Axelsen.
Den danske verdenstoer har modsat Lee Zii Jia været ude i tre kampe, der endte i tre sæt. Senest i sejren over Anders Antonsen i lørdagens semifinale.
Derfor virkede det til, at malaysieren havde mere overskud i tredje sæt, der blev en ensidig forestilling med Axelsen i knæ.
- Jeg har uheldigvis brugt ret mange kræfter i ugens løb ved at spille lange kampe. Og det har tæret en smule på kræfterne.
- Men jeg synes, at Lee var den fortjente vinder, så jeg vil ønske ham tillykke med sejren, siger Axelsen.
/ritzau/