Mia Blichfeldt sled sig i kvartfinalen i All England
Som den første danske singlespiller i år er Mia Blichfeldt klar til kvartfinalen i All England i badminton.
Danmark har en lang række spillere med i både single- og doublerækkerne i badmintonturneringen All England.
Torsdag blev den første singlespiller kvartfinaleklar, da Mia Blichfeldt gik videre fra sit opgør mod tyskeren Yvonne Li.
Den syvendeseedede dansker, der ligger nummer 12 i verden, vandt opgøret mod den useedede tysker med 21-16, 21-17.
Det tog hende 46 minutter at spille sig videre.
Modstanderen skal findes i opgøret mellem amerikaneren Iris Wang og den tidligere verdensetter Ratchanok Intanon fra Thailand.
Mia Blichfeldt havde godt styr på sin modstander i ottendedelsfinalen det meste af vejen. Hun bragte sig hurtigt foran 9-4, og selv om Li kom tættere på, fik Blichfeldt lukket sættet med fire point på stribe.
I andet sæt var historien lidt den samme. Blichfeldt tilspillede sig en komfortabel føring på 7-2, før Yvonne Li fandt ind i en rytme.
Tyskeren vandt ad to omgange fire point på stribe, og Danmarks bedst rangerede damesingle lavede nogle store fejl, der gav Li nemme point.
Blichfeldt kæmpede dog videre og brølede højlydt sin glæde ud i hallen i Birmingham, da sidste duel var vundet.
Line Christophersen kan senere torsdag gøre sin landsmand selskab i kvartfinalen.
Sent onsdag blev det meddelt, at de indonesiske spillere er trukket ud af turneringen, fordi de har siddet på samme fly som en coronasmittet person på vej til England.
Det betød, at det danske herredoublepar Lasse Mølhede og Jeppe Bay, som skulle have mødt et andenseedet indonesisk par, er klar til kvartfinalen.
/ritzau/