Fortsæt til indhold
Sport

AGF henter sportschef Hans Jørgen Haysen i Sønderjyske, men vil ikke slippe Peter Christiansen til FC København

Hans Jørgen Haysen, ny sportschef i AGF, har haft en hovedrolle i Sønderjyskes udvikling. Nu skal han selv videre i sin karriere.

Efter syv år i Sønderjyske tager Hans Jørgen Haysen nordpå til Aarhus og AGF, hvor han fra 1. marts tiltræder som sportschef, et job, der har været ledigt, efter at FC København i november lokkede Peter Christiansen til hovedstaden.

AGF er gået efter en sportschef, der ser skiftet til klubben som et skridt op og frem i sin egen karriere.

»Vi ville gerne have en, der har vist resultater andre steder, og det har han. Og så vi ville gerne have en, der ser det her som et større job. Det synes jeg altid er en god ting. At man går efter noget, der er større, end det man kommer fra, fordi det viser, at man har en sult og en lyst til at bevise noget det nye sted,« siger bestyrelsesformanden i AGF, Lars Fournais.

AGF’s tidligere sportschef, Peter Christiansen, har været suspenderet i AGF, siden det i november blev offentliggjort, at han ville tiltræde i FC København 1. april. Der har siden været forhandlinger imellem AGF og FCK, om at lade Peter Christiansen begynde i København tidligere, men de to klubber kunne ikke nå til enighed om prisen. Ansættelsen af Hans Jørgen Haysen betyder ikke, at Peter Christiansen kan begynde i sit nye job nu.

»Det her ændrer ikke noget. Peter Christiansen er i AGF indtil 31. marts, da vi ikke kan blive enige med FCK, om prisen for, at han skal tiltræde tidligere. Hvis ikke FCK betaler den sum, vi har sat op som minimum, så bliver han i AGF,« siger AGF-formand Lars Fournais.

AGF’s primære fokus i jagten på en ny sportschef har været, at vedkommende skulle have et grundigt kendskab til dansk fodbold, og det er der igen tvivl om, at Hans Jørgen Haysen har.

»Den dialog, vi har haft, har været med til at forstærke, at han er det rigtige match for AGF, både i forhold til værdier og kemi. Han er hårdtarbejdende, han vil vinde, og han har et godt blik for helheden,« siger AGF-direktør Jacob Nielsen i en meddelelse til pressen.

Vi ville gerne have en, der har vist resultater andre steder, og det har han.
AGF-formand Lars Fournais om Hans Jørgen Haysen

Hans Jørgens Haysen har i de seneste syv år haft en hovedrolle i Sønderjyske forvandling fra bundklub i Superligaen til senest pokalvinder sidste år og en seriøs kandidat til at snuppe en plads blandt de seks klubber, der skal spille om medaljer.

»Det var vigtigt for os at finde en sportschef med et stort kendskab til superligaen, fordi det tager tid at lære en ny liga at kende,« understreger Lars Fournais.

Hans Jørgen Haysen kalder beslutningen vanskelig.

»Ja, for Sønderjyske har i de seneste år og senest med nye ejere taget store skridt. Da jeg hørte på AGF og det, de havde paner om, og klubbens status, så synes jeg, det kunne være en stor udfordring. Og jeg synes, at jeg klar til det. Jeg har været i Sønderjyske siden januar 2000, og altså været med hele vejen. Enten skulle det være livslangt, eller også skulle jeg prøve noget nyt. Og AGF var en spændende mulighed,« siger Hans Jørgen Haysen.

For to dage siden ansatte Hans Jørgen Haysen den svenske forsvarsspiller Emil Holm, lokaliseret i IFK Göteborg, et skifte, som i den grad er kendetegnede for Hans Jørgen Haysen: Sønderjyskes økonomiske muskler har indtil videre ikke været svulmende store, og derfor har han som sportschef skullet lokalisere spillere, der i Sønderjyske kunne udvikle sig selv og holdet i løbet af kort tid.

Mange stærke spillere

Om svenske Emil Holm bliver en succes, er ikke til at sige, men kigger man på nogle af de bedste sager fra Haderslevklubben, dukker navne som Alexander Bah (fra HB Køge), Haji Wright (fra Venlo, Holland), Stefan Gartenmann (fra Heerenveen, Holland), Lawrence Thomas (fra Melbourne, Australien) og Adama Guira (FC Dacia, Moldova) op, blot for at nævne nogle få fodboldspillere, som de større klubber i Danmark i princippet har overset. Og hovedparten har Sønderjyske ikke betalt voldsomt for i overgangssum.

Med salget af Alexander Bah til Slavia Prag for nylig har han desuden vist, at han også kan skaffe penge til huse, hvilket næppe bliver helt uvæsentligt i AGF, som de seneste år under Peter Christiansen er begyndt at kunne få store summer ind for spillere, primært Jens Stage og Mustapha Bundu.

»Hans Jørgen Haysen har fået en sund uddannelse i Sønderjyske, som via hårdt arbejde og ydmyghed er nået langt under hans ledelse de seneste syv år. I AGF skal han være med til at bygge videre på det stærke fundament, vi nu står på, og det skal ske i tæt samarbejde med de kompetente medarbejdere, vi allerede har i den sportslige organisation,« siger Jacob Nielsen.

AGF skal ikke betale penge til Sønderjyske for at overtage Hans Jørgen Haysen, da han har været ansat på en funktionærkontrakt med én måneds opsigelse. Dermed kan han tiltræde i AGF 1. marts.

I AGF kommer han til at arbejde tæt sammen med klubbens nye talentchef, Jesper Ørskov, og analysechef Lasse Winther Andersen, når AGF skal lokalisere nye spillere.

Få AGF i ørerne: Lyt til de seneste episoder af ”KSDH – en podcast om AGF” herunder.

Artiklens emner
AGF