Undersøgelse fandt ingen spor efter svømmedoping
Anti Doping Danmark har undersøgt udlevering af medicin til landsholdssvømmerne.
»Der er ingen indikationer på, at Paulus Wildeboer udleverede doping til sine svømmere og dermed overtrådte antidopingreglerne. Undersøgelsen har ikke tilvejebragt oplysninger om svømmere, der bevidst eller ubevidst har brugt doping og dermed overtrådte antidopingreglerne.«
Disse konklusioner står at læse i den rapport, som Anti Doping Danmark (ADD) offentliggør mandag efter at have undersøgt medicinbruget i dansk svømning i perioden 2008-2013. Arbejdet blev iværksat efter DR’s afsløringer af blandt andet offentlige vejninger, mobning og pilleuddeling i årene under den daværende landstræner, Paulus Wildeboer.
I dansk eliteidræt vil mange hæfte sig ved ordene og drage et lettelsens suk, da affæren har givet skrammer.
»Man kan jo ikke undgå at være bekymret for, om der var mere, så det er rigtigt rart at få fastslået det modsatte. Ikke mindst på atleternes vegne, for de ville have været taget som gidsler, hvis noget ikke havde været i orden. Det ville være fuldstændigt forfærdeligt, hvis vi indirekte havde medvirket til at lade sådan noget foregå,« fastslår Team Danmark-direktør Lone Hansen.
Paulus Wildeboer døde i 2014, hvilket har besværliggjort processen. I arbejdet har ADD blandt andet interviewet 20 personer og har af dem fået beskrevet hollænderen som en person, »som altid tog afstand fra doping og generelt ikke brød sig om snyd. Ingen af de interviewede kan forestille sig, at han kunne finde på at dope sine udøvere«.
»Det har været i alles interesse at få sagen undersøgt grundigt, så det betyder naturligvis meget for dansk svømning anno 2020, at ADD ikke har fundet anledning til at udtrykke kritik af os eller nye afsløringer,« udtaler Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion.