Fortsæt til indhold
Sport

Før var alle i familie med Michael Jordan: Nu er spillerjagten nemmere

Det kan være svært at navigere i agenthenvendelser for europæiske basketballklubber. Derfor er det vigtigt at have de rette værktøjer for Bakken Bears.

Propper i ørerne, dehydrering og transportsyge.

Det er blandt de mest almindelige gener forbundet med lange flyrejser, men amerikanske basketballspillere risikerer også at blive lavere. I hvert fald ifølge skrønen fra europæiske basketballkredse ved navn Atlantic shrink, som hentyder til, at spillerne skrumper på turen over Atlanterhavet.

»De fleste har prøvet, at en spiller ikke var lige så høj, som der stod i papirerne,« siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears.

Han kan ikke huske et konkret eksempel, men han vurderer, at det handler om at gøre sig selv mere attraktiv:

»Det er vel lidt sejere at måle 180 centimeter frem for 177. Det er lidt svært at vurdere folks højde på en computerskærm, men vi forsøger. Vi kigger efter, hvem vedkommende spiller mod, for det kan være, at de store folk generelt er lidt små i den pågældende liga.«

Vi har sorteret mange spillere fra som følge af andres referencer. Vi har afvist en spiller, fordi hans hidsighed påvirkede holdkemien. Det ønskede vi selvfølgelig ikke.
Michael Piloz, sportsdirektør, Bakken Bears

Aarhusianerne var senest på markedet i oktober, da klubben hentede amerikanerne Glenn Cosey og Erik McCree som erstatning for landsmændene Justin Dentmon og DeVaughn Akoon-Purcell, der var tilknyttet på korte kontrakter.

I familie med Michael Jordan

Internettet og de sociale medier har gjort det nemmere at scoute spillere, men tiden før var en anden sag. Her pyntede aspiranterne rigeligt på egne evner, når de skrev til holdene i Europa.

»Der fandtes ikke én spiller, som ikke var i familie med Michael Jordan, og 1,9 point pr. kamp kunne pludseligt være 19 point i gennemsnit. Det kan du ikke snyde med mere, for alle har adgang til de fleste statistikker,« siger Michael Piloz.

Bakken Bears benytter et computerprogram ved navn Synergy, når de leder efter nye spillere. Alle informationer og videoer om spillere i de største europæiske ligaer er samlet i en database, som klubben herefter kan søge i ved hjælp af forskellige parametre som konkrete skudsituationer.

Derudover modtager Michael Piloz på daglig basis omkring 30-40 daglige mail fra agenter med tilbud på spillere. I samarbejde med trænerteamet ender søgningen i en dynamisk liste på 5-10 navne, der hele tiden opdateres.

Spillerne bliver dog ikke glemt, hvis de skulle vise sig at være for dyre eller uden for rækkevidde. De bliver i stedet gemt på en overvågningsliste, så Bakken Bears kan holde øje med, om der skulle opstå en fremtidig mulighed.

Men selv om Bakken Bears har masser af redskaber til rådighed, er det sjældent, at de har tid eller mulighed for at rejse ud og scoute en spiller over flere kampe, fortæller Michael Piloz. Derfor er det afgørende at have et godt netværk.

»Jeg havde engang fat i NBA-klubben Golden State Warriors for at høre om en mulig kandidat. Jeg fik at vide, at han var meget talentfuld, men besværlig. Klubben anbefalede, at vi havde nogen ansat, som udelukkende tog sig af ham, fordi han havde så mange krav. Vi har sorteret mange spillere fra som følge af andres referencer. Vi har også afvist en spiller, fordi hans hidsighed påvirkede holdkemien. Det ønskede vi selvfølgelig ikke,« siger han.

Et tryk på panikknappen

I oktober var det ekstra vigtigt at ramme rigtigt, da Bakken Bears jagtede nye spillere, fortæller sportsdirektøren. Klubben indfriede nemlig drømmen om Champions League-gruppespillet, der starter den 20. oktober. Derfor var der ikke tid til at skulle på markedet igen.

Michael Piloz anslår, at han har omkring 15 favoritagenter, som er til at stole på og leverer noget brugbart. Det gjorde de desværre ikke helt denne gang. Derfor måtte sportsdirektøren gå med »panikløsningen«, som er en fællesmail til samtlige agenter, der er godkendt af det internationale basketballforbund (Fiba). En mail med 500 modtagere.

»Det er ikke en knap, vi er særligt glade for at trykke på, for indbakken eksploderer med folk, der sjovt nok lige præcis har den spiller, vi leder efter. Men denne gang dukkede Erik McCree op, og ham har vi holdt øje med i tre år. Jeg har dog aldrig oplevet, at vi har kunnet handle med hans agent, for hans spillere er virkeligt gode. Men nu passede det i Erik McCrees planer, og så gik det stærkt med at få aftalen på plads,« siger Michael Piloz.

Både Erik McCree og Glen Cosey var præcist som lovet i papirerne. De er begge produktet af solid scouting og et godt netværk. På ét punkt har nutidens muligheder dog haft deres indskrænkning.

»Michael Jordans familie er i hvert fald blevet mindre, siden internettets ankomst,« siger Michael Piloz.