Leon Madsen er skuffet over VM-placering - men tror på top-3
Det danske VM-håb i speedway Leon Madsen er langt fra guldet, hvilket skuffer sidste års sølvvinder.
Weekendens to VM-grandprixer i speedway i Prag blev to skuffende af slagsen set med danske øjne.
Leon Madsen, der op til VM var Danmarks store guldhåb, kvalificerede sig til semifinalerne både fredag og lørdag, men endte med at se finalen fra tribunen begge dage.
Det efterlader Leon Madsen på en samlet femteplads med to grandprixer tilbage og med 19 point op til nummer tre.
Førstepladsen er der hele 29 point op til, og det ærgrer danskeren.
- Selvfølgelig er jeg skuffet. Jeg vandt sølv sidste år, og det er naturligt, at jeg vil kæmpe med om VM-guldet, siger han.
Han er lige nu syv point foran nummer syv, slovakiske Martin Vaculik, hvilket han gerne skulle blive ved med at være.
En top-6-placering giver nemlig direkte adgang til næste års VM.
Leon Madsen vil dog hellere kigge opad i tabellen end nedad. En podieplads kan nemlig stadig nås, hvis det hele klapper i de to sidste grandprixer.
- Jeg kører stadig for at nå en VM-medalje. Det synes jeg er rimelig godt. Der er fortsat 40 point at køre om, og mange ting kan fortsat ske i de sidste to grandprixer, siger Leon Madsen.
De to andre VM-danskere Niels-Kristian Iversen og Mikkel Michelsen fik begge skrabet færre point sammen end Leon Madsen i weekenden og har nu meget langt op til top-6.
Speedwaylandstræner Hans Nielsen synes godt, man kan tale om et skuffende VM fra de to danskeres side.
- I forhold til Iversen og Michelsen så havde de nogle kedelige dage. Der var ikke rigtig noget, der virkede, ud over at Mikkel vandt et heat.
- Men der er ikke nok stabilitet for deres vedkommende p.t., siger landstræneren.
Han mener ikke, man kan pege på en enkelt ting, der ikke fungerer for danskerne. Han påpeger, at VM kan være hårdt, når man først oplever modgang, som de har gjort.
Blandt andet blev de dæk, som de to danskere normalt bruger, forbudt at køre med efter de første fire grandprixer.
Derudover har de begge døjet med motorproblemer under VM.
- Det kan være hårdt i et selskab som VM, hvor du har 16 ekstremt gode kørere. Så kan selvtilliden gå lidt bagud, vurderer Hans Nielsen.
Der er dog masser at køre for i de to resterende grandprixer.
Fem wildcards skal gives ud til næste års VM. Her kigger Det Internationale Motorsportsforbund (FIM) formentlig på placeringerne lige efter top-6.
- Det er bare ud at satse. I forhold til placeringen kan det ikke blive meget værre. Kunne de bare komme i nærheden af top-8, så er der også gode chancer for et wildcard til næste års turnering, vurderer Hans Nielsen.
De to sidste VM-grandprixer køres i Polen den 2. og 3. oktober.
/ritzau/