Mikael Uhre stjal Wilczeks fokus, da Brøndby slog FCK
Kamil Wilczek scorede mod sin tidligere klub, da Brøndby nappede tre point i Parken efter en sen 1-2-scoring.
Brændte Brøndby-trøjer, en skamferet tavle over klubbens landsholdsspillere og en masse skældsord.
Der er sagt og skrevet meget om tidligere Brøndby-angriber Kamil Wilczek, der i sommer skiftede fra tyrkiske Göztepe til ærkerivalerne fra FC København.
Søndag stod han for første gang over for sin tidligere arbejdsgiver, som han lavede 72 mål i 125 superligakampe for, og det gik ikke stille for sig.
Det handler om den mentalitet, vi har på holdet. Vi gjorde det sidste weekend, og i dag gjorde vi det igen.Kevin Mensah, Brøndby-spiller
Det var tydeligt, at Brøndby-forsvaret forsøgte at gå ekstra til FCK’s angriber, og især udeholdets norske forsvarskumtap, Sigurd Rosted, forsøgte at tirre sin direkte modstander.
Det lykkedes også Rosted at få Wilczek til at tænde af i slutningen af første halvleg, da de to var oppe at toppes efter en situation, hvor Rosted begik et umotiveret frispark, hvorefter der fløj et par, sandsynligvis, knap så fine gloser mod polakken, der fløj op i ansigtet af Rosted.
Få minutter efter var der så tilbagebetaling fra polakken, der lod det koge over og modtog et gult kort for en højt løftet albue mod netop Rosted.
FCK startede bedst
Kamil Wilczek og FCK startede kampen bedst, da en lang aflevering efter 11 minutter blev spillet ud til FCK’s højreback Karlo Bartolec. Han smed straks et højt indlæg ind til Kamil Wilczek, der gjorde, som han så tit har gjort i Superligaen; pandede bolden sikkert i rusen og 1-0 til FCK.
Allerede minuttet efter fik han igen en friløber efter en stor forsvarsfejl, men ellers kyniske Kamil Wilczek lagde pludselig en aflevering på tværs i en situation, hvor han plejer og burde sparke på mål.
Det var et Brøndby-hold, der virkede meget rystet de første 20 minutter, men derefter vendte kampen til udeholdets fordel.
Brøndby-lejren reklamerede før kampen med, at holdet ville spille langt og direkte og true FCK’s vaklende forsvar. Den taktik virkede efter 31 minutter, og det gav en løs bold til til Brøndby-drengen Jesper Lindstrøm, der resolut sparkede bolden hårdt og fladt forbi Karl-Johan Johnsson til 1-1.
Drama til sidst
Det har i det hele taget været en sommer med ”forbudte” handler med angribere, efter Brøndby lørdag præsenterede det tidligere serbiske FCK-flop Andrija Pavlovic som modsvar til FCK’s Wilczek-handel.
På banen var det også tydeligt, at det var Brøndby, der var mest tilfreds med en uafgjort i dagens kamp. Mens FCK skiftede offensive kræfter ind, skiftede gæsterne defensive kræfter ind.
Marvin Schwäbe stod en stærk kamp i Brøndbys mål, og han tog sig af alle løse FCK-chancer, der kom fra Kamil Wilczek, Pep Biel og indskiftede Mohammed Daramy.
Men det gik, som det ofte gør, når man ikke griber sin chancer. Daramy havde muligheden for at lave det forløsende 2-1-mål, da uret rundede de 90 minutter. I stedet var det Brøndbys Mikael Uhre, der fire minutter inde i tillægstiden dukkede op i FCK’s felt og sparkede en løs bold ind til et forløsende 2-1-mål for gæsterne, efter Sigurd Rosted sparkede bolden på stolpen i sekvensen inden.
Dermed tog Brøndby alle tre point i en næsten tom Parken, der ligesom alle andre stadioner i Superligaen igen kun må lukke 500 ind, inklusive spillere, trænerstab, kamerafolk og presse, efter nye corona-restriktioner fra regeringen.
Dermed fortsatte Brøndby pointhøsten, og holdet har nu fået seks point af seks mulige. Holdet slog i sidste runde FC Nordsjælland med 3-2 efter endnu en sidstesekundsscoring af Sigurd Rosted.
Omvendt forbliver FCK inde i en svag periode, hvor københavnerne har tabt begge holdets superligakampe og dermed står med nul point. Mandskabet har i de seneste seks superligakampe blot har hentet seks point.