Forløsningen kom efter sidevind og stjernestyrt
Favoritterne kæmpede for at undgå tidstab under hektisk etape.
Île de Ré Saint-Martin
Der gik lidt tid, inden han turde at juble for alvor.
Så brølede Sam Bennett til gengæld også forløsningen ud mod Michael Mørkøv. Duoen har forsøgt flere gange i årets Tour de France, men på 10. etape viste målfotoet, at Deceuninck-Quick Step-sprinteren endelig levede op til holdets tidligere sprintere som Mark Cavendish, Marcel Kittel og Elia Viviani.
Derfor græd ireren sig også gennem sit første vinderinterview i Touren, mens hans leadout-man råbte »sådan!« over mod holdkammeraten Kasper Asgreen.
»Michael var så rolig og leverede mig perfekt, så jeg kunne faktisk slet ikke forstå, at det virkelig skete. Det var virkelig underligt, det virkede for godt til at være sandt. Det var også derfor, jeg havde svært ved at forstå det,« sagde Sam Bennett.
Mads Pedersen endte som nummer fem i spurten, selv om verdensmesteren havde brugt mange kræfter på at holde Trek Segafredo-kaptajnen, Richie Porte, fremme i den hektiske afslutning.
I løbet af etapen var der flere styrt, der bl.a. gik ud over podiekandidaten Tadej Pogacar og den franske stjerne Julian Alaphilippe.
Positionskampen kulminerede med under 20 km til mål, da favoritterne holdt sig fremme for at undgå et tidstab i sidevinden.
Astanas Miguel Angel Lopez var tættest på at miste kontakten til konkurrenterne, men holdkammeraterne fik hjulpet kaptajnen frem til det decimerede felt.
Dagen vil også blive husket for resultatet af de coronatests, som blev udført på mandagens hviledag. Ingen af feltets 165 ryttere er blevet smittet, men det var fire medarbejdere fra Cofidis, AG2R, Team Ineos og Mitchelton-Scott samt Tour-direktøren, Christian Prudhomme, der henholdsvis er blevet sendt hjem og bliver isoleret i foreløbigt syv dage.