Går Superligaen på knæ?
Divisionsforeningen vil ikke tage stilling til, hvorvidt klubberne knæler, når Superligaen starter i weekenden.
Det danske fodboldlandshold knælede forud for Nations League-kampene for at støtte kampen mod racisme, men noget lignende ser ikke ud til at ville ske i Superligaen. Forud for fredagens åbning på den nye sæson har Divisionsforeningen i hvert fald ikke modtaget henvendelser fra nogen af klubberne om emnet.
»Vi tager stilling til den slags som turneringsadministration. Det er op til den enkelte klub at tage hensyn til, at kampen starter til tiden – uanset hvilke forskellige typer markeringer man har som organisation,« siger Claus Thomsen, direktør for Divisionsforeningen.
Spillerforeningen, der fungerer som spillernes fagforening, har heller ikke har fået opkald fra superligaspillere eller klubber.
Hans Jørgen Haysen, sportschef i Sønderjyske, fortæller, at klubben endnu ikke har diskuteret, hvorvidt spillerne knæler forud for kampen mod FC Midtjylland, der fløjtes i gang fredag klokken 19. Han siger, at klubben har afventet en udmelding fra Superligaens side.
»Divisionsforeningen har ikke før nævnt, at det var op til klubberne, men dermed hører jeg også, at den ikke har tænkt sig at gøre noget. Det er ikke, fordi vi har den ene eller anden holdning til sagen. Jeg hilser kun velkommen, at man viser sin støtte til sådanne store kulturelle begivenheder, og jeg tror ikke, at vi vil have noget imod at knæle, hvis det kommer dertil,« siger Hans Jørgen Haysen.
Sabbi var den første
Den tidligere Hobro-spiller Emmanuel Sabbi var én af de første til at markere kampen mod racisme.
Efter en kamp mod Randers FC viste han en trøje med skriften »Justice 4 George Floyd« for at vise sin støtte til amerikaneren, der døde under en anholdelse i Minneapolis. Et par dage senere knælede superligaholdene FC Nordsjælland og FC Midtjylland forud for et opgør, mens Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland gjorde det samme i Kvindeligaen.