Elendig dansk speedwayweekend
Der var ikke megen dansk opmuntring at finde efter de to første VM-grandprixer.
Det ser allerede lettere håbløst ud for Leon Madsens håb om at vinde VM i speedway.
Fredag og lørdag blev VM-serien endelig skudt i gang med dobbeltgrandprixet i Wroclaw, men da de 46 heat var kørt, havde sidste års sølvvinder kun kørt 18 point hjem – 20 point færre end polske Maciej Janowski, der fører VM.
»Det er jo ikke ligefrem let at vinde VM, når man er 20 point efter, men jeg synes heller ikke, at det er umuligt,« siger Leon Madsen.
Han håber, at han over de resterende seks grandprixer kan drage fordel af det nye pointsystem, hvor point i de indledende heat ikke tæller med i stillingen, som de gjorde sidste år. I år uddeles pointene helt simpelt ved, at vinderen får 20 point, andenpladsen 18 point og så fremdeles. Det gør det lettere over få løb at indhente det forsømte.
Fredagens grandprix gav 12 point, mens Leon Madsen slet ikke nåede med i semifinalerne lørdag.
»Det er hårdt både mentalt og fysisk at køre to dage i streg. Man går og lader op en hel dag til et grandprix, og efter første aften er man træt. Klokken er tre om natten, inden vi får pakket grejet og cyklerne sammen, kommer tilbage på hotellet og får noget at spise. Og så skal man lige have adrenalinen ud af kroppen,« siger Leon Madsen.
I modsætning til mange af hans kolleger – der kører flere ligaløb i løbet af en uge – koncentrerer Leon Madsen sig udelukkende om sin klub, Czestochowa, og derfor er han ikke vant til at køre to dage i træk.
»Der er nogle, der synes bedre om det end andre, og inden løbet i Wroclaw var det 14 dage siden, at jeg havde kørt, så jeg er nok noget mere øm end andre, når jeg ikke er vant til at køre så mange dage i streg,« siger Leon Madsen.
De to grandprixer blev heller ikke en succes for de to andre danskere i VM-serien. Niels-Kristian Iversen ligger på en niendeplads, mens Mikkel Michelsen er på 14.-pladsen.