Ekspert: Christian Eriksen skal kopiere stjerne eller håbe på trænerexit
Det er kun blevet til fuld spilletid i 4 af 26 kampe for Christian Eriksen, der kun fik 13 minutter på banen under fredagens Europa League-finale.
Vinterskiftet fra Tottenham til Inter har indtil nu ikke været en ubetinget succes for Christian Eriksen.
Fredag aften måtte han igen nøjes med en rolle som indskiftningsspiller, da Inter tabte finalen i Europa League til Sevilla med 3-2. Blot 13 minutter fik danskeren på banen, og dermed tager Eriksen nu på en kort sommerferie efter kun at have fået fuld spilletid i 4 af 26 kampe siden sit klubskifte.
Derfor skal han ifølge Discoverys fodboldekspert Mikkel Bischoff håbe på, at Inters træner, Antonio Conte, gør alvor af sine offentlige antydninger om et muligt farvel til trænersædet.
»Han skal håbe på, at en anden træner – som f.eks. Max Allegri eller Mauricio Pochettino – tager over. Sidstnævnte ville være et drømmescenarie, da de kender hinanden fra Tottenham. Hvis Conte bliver som træner, ville jeg som Christian Eriksen skynde mig at finde et andet sted at spille. Det virker, som om han ikke passer ind i stilen med tre hårdtarbejdende midtbanespillere,« siger Mikkel Bischoff.
Hvis Eriksen insisterer på at kæmpe for sin plads, bør han ifølge Bischoff kigge mod spanske Cesc Fabregas, der i Chelsea begyndte som reserve under netop Antonio Conte, men sidenhen fik knoklet sig ind på holdet.
»Fabregas gjorde alt for at overbevise Conte om, at han var mere end en luksusspiller. At han kunne arbejde begge veje på banen. Eriksen er lige nu i en identisk situation, og han kan med fordel kopiere Fabregas’ vilje til at erobre pladsen.«